SønderjyskE-stopper: Vestsjælland har kniven for struben
Foto: Lars Poulsen/Polfoto
Superliga

SønderjyskE-stopper: Vestsjælland har kniven for struben

SønderjyskE's Niels Lodberg vil lægge afstand til FC Vestsjælland med en sejr fredag aften.

SønderjyskE kan tage et stort skridt væk fra nedrykningsstregen, hvis det lykkes at besejre FC Vestsjælland i den indbyrdes kamp i Slagelse fredag. 

Aktuelt er der otte point, der skiller de to hold ad, og det kan komme til at spille ind på kampens forløb, mener sønderjydernes forsvarsspiller Niels Lodberg.

- Jeg håber, det er noget, vi kan drage nytte af. Vi fik en god start på forårssæsonen, og som jeg kan se det, er det Vestsjælland, der har kniven for struben og ikke må tabe sådan en kamp. Det er dem, der skal ud at forcere lidt, og så kan vi forhåbentlig straffe dem ved at få lokket dem lidt for langt frem. Det er i hvert fald et ønskescenarie fra vores side, siger Niels Lodberg til JydskeVestkysten. 

Han vil dog ikke på forhånd sige, at SønderjyskE vil begynde at kigge opad i tabellen, hvis holdet henter tre point mod FC Vestsjælland. 

- Det er hypotetisk at snakke om inden kampen. Ønskescenariet er selvfølgelig, at vi får de tre point, og det går vi ud og prøver at få, men fokus er stadig 100 procent på bundkampen. Som du selv siger, kan vi tage et stort skridt væk fra den med en sejr, og det er det, vi fokuserer på. Det vil bringe os i en rigtig, rigtig gunstig situation, og så kan det godt være, vi på et tidspunkt kan begynde at kigge efter, hvordan vi ligger i tabellen. Men der er ingen tvivl om, at udgangspunktet for os er, at vi skal overleve, siger han.

Opgøret mellem SønderjyskE og FC Vestsjæland fløjtes i gang klokken 18.30 i Slagelse.