Det normale førstevalg til pladsen mellem stængerne i SønderjyskE, Nathan Coe, er løbet ind i en knæskade, der holder ham ude i op til seks uger, og det betyder, at den tidligere FC København-målmand går glip af de første par Superliga-kampe for sønderjyderne i foråret.
Det lader Haderslev-klubben tilbage med reserven Arnar D. Petursson, og det er tilsyneladende ikke tilstrækkeligt. Derfor er SønderjyskE ifølge sporten.dk gået på jagt efter en ny målmand, og i den forbindelse er de studset over Kenneth Stenild, der for nyligt fik revet sin kontrakt med Horsens i stykker.
Kenneth Stenilds agent bekræfter, at der har været kontakt mellem ham og SønderjyskE.
- Vi har snakket med sønderjyske om mulighederne, og hvis de beslutter sig for at tage en målmand ind på grund af Coes skadesproblemer, så kan jeg bekræfte, at Kenneth er et emne, siger Annfinn Gaard til sporten.dk.
SønderjyskE indleder foråret med en udekamp mod Brøndby den 4. marts.