Video : Tipsbladet
Superliga

SønderjyskE udlejer Songani til norsk fodbold

Silas Songani har været i overskud hos SønderjyskE, men nu får han chancen for at vise sig frem i Norge.

I sidste sæson blev det klart, at Silas Songani var kommet i overskud hos SønderjyskE, der udlejede ham til FC Sydvest i 2. division i efteråret, hvor han dog ikke havde succes. I foråret fik han to kampe for SønderjyskE, men nu går turen videre for afrikaneren.

Elverum Football har lejet kantspilleren frem til nytår, og nordmændene har haft god mulighed for at se Songani an, inden de lejede ham. Han har således både trænet med og spillet en træningskamp for klubben.

- Han har et CV, som gør, at han kommer til at klar sig rigtig godt her. Vi har fået gode referencer på Silas fra flere forskellige, og han spillede en god kamp mod Nybergsund, fortæller Elverum-træner, Tore Fossum, til ostlendingen.no.

Den norske klub håber på at kunne få gang i Songanis karriere igen efter en svær sæson.

- Hans situation kan sammenlignes lidt med Moustapha N’Diayes situation. Det er fyre, som trænger til at bygge sig op og få lidt selvtillid igen. Intet ville være sjovere, end hvis vi vinder kampe, og de tager yderligere skridt i deres karriere.