Video : Tipsbladet
Superliga

Solbakken bekræfter: Tæt på ny angriber

FC København er tæt på Pieros Sotiriou, bekræfter Ståle Solbakken. Til gengæld forventer han, at Andreas Cornelius sælges til sommer.

FC København blev i sidste uge kædet sammen med APOEL-angriber Pieros Sotiriou, og de danske mestre har brugt påskedagene på at forhandle med den 24-årige cypriot. Disse forhandlinger er gået godt, og FCK kan formentlig snart præsentere Sotiriou som ny spiller i klubben.

- Nu må vi se, om vi kan lukke den her. Vi er tæt på. Jeg har en god fornemmelse omkring, at det her kan gå hurtigt, siger Ståle Solbakken til TV3 Sport og tilføjer:

- Det er en spiller, som har international erfaring, og som har spillet på et tophold i Cypern. Han kan tåle presset, og han har allerede været anfører et par gange. Han har lidt af det hele, og vi er i en situation, hvor vi godt ved, at vi ikke kan beholde begge forwards, Cornelius og Santander. Det er utopi at tro, at vi kan beholde dem begge efter den sæson, vi har haft i Champions League. Cornelius er nok den, der fortjener at blive skudt af sted. 

FCK-manageren fortæller, at han allerede er i dialog med Andreas Cornelius om et fremtidigt klubskifte.

- Det arbejder vi på. Vi arbejder sammen med Andreas og hans agent om, at han skal få et godt udlandsophold. Jeg har jo nogle meninger omkring, hvor han kan spille, og hvor han ikke skal spille. Han skal ikke være tredje- eller fjerdeviolin i Middlesbrough. Han skal ud og tjene penge, men han skal også spille. Det fortjener han, og det skal vi arbejde sammen om frem til sommer, siger Ståle Solbakken.

Han satser stærkt på, at Federico Santander også spiller i FC København i næste sæson.

- Ham har vi større forhåbninger om, at vi kan holde på. Han har været her i to år af sine fem, og så kan vi lave en plan for ham næste sommer. Det er det, der er intentionen. Men en intention er ikke det samme som, at det går godt, siger Solbakken. 

FC København har desuden meldt ud, at Mathias "Zanka" Jørgensen skal sælges i sommerens transfervindue.