Solbakken: Flere muligheder som ny FCK-anfører
Illustration
Superliga

Solbakken: Flere muligheder som ny FCK-anfører

FC Københavns manager Ståle Solbakken har endnu ikke udpeget en ny anfører for holdet, og det er ikke sikkert, at tiden er den rette for Thomas Delaney.

I sine sidste år i FC København var William Kvist anfører i FC København, siden blev Mathias 'Zanka' Jørgensen en skadesplaget en af slagsen i 2011-12-sæsonen, og da han forlod klubben i sommeren 2012, blev anførerbindet efter en rotation placeret på Lars Jacobsens overarm. 

Nu er Lars Jacobsen også fortid i klubben, og selvom Thomas Delaney formelt har været viceanfører i den forgangne sæson, er det ikke givet, at han nu bliver anfører i klubben. 

FC Københavns manager Ståle Solbakken har således ikke udpeget en ny anfører for holdet, fortæller han til tipsbladet.dk. 

- Jeg har ikke taget stilling til det endnu, for jeg har brugt min ferie på at tænke på andre ting. Det skal vi finde ud af, men vi skal have alle spillerne på plads først, og så kan vi tage stilling til det. Vi stresser ikke med det, og vi kan godt vente med at tage en beslutning til vi kommer tæt på Silkeborg-kampen, siger Ståle Solbakken med henvisning til Superliga-premieren midt i juli. 

Den norske manager antyder, at timingen endnu ikke er den rigtige i forhold til at gøre 22-årige Thomas Delaney, der har 97 Superliga-kampe på cv'et, til anfører. 

- Thomas er klart en spiller, som er aktuel, men samtidig er han ung, og det skal være det rigtige tidspunkt, når man tager skridtet til at blive kaptajn i FC København. Jeg har været åben og ærlig over for Thomas hele vejen og fortalt ham, at han er en fremtidig anfører i FCK. Det er der stor chance, men det skal stemme, og det skal være det rigtige tidspunkt. Det handler om det samlede billede, og vi har haft mange forskellige anførere i forskellige roller i løbet af min tid i FC København, siger Ståle Solbakken. 

Tidligere har folk som Michael Gravgaard og Tobias Linderoth været store anførere i FCK, og nu overvejer Ståle Solbakken flere kandidater til posten. 

- Tom Høgli er vicekaptajn i Norge, Per Nilsson har været anfører i både Nürnberg og Hoffenheim, Olof Mellberg har været anfører for det svenske landshold, Delaney har været anfører i en del kampe for FCK og Wiland har også båret anførerbindet i FC København, så der er nogle muligheder, siger han og påpeger, at man netop har prioriteret at få flere lederskikkelser ind på holdet. 

- Vi har kigget på, at vi gerne ville have flere typer, som kan tage ansvar, og det er vigtigt, at vi har fået nogle flere ledere på banen i forhold til, at vi har en del nye spillere, der skal sættes sammen. Desuden har vi også nogle repræsentanter for de unge spillere. Jeg siger ikke, at Nicolai Jørgensen bliver anfører, men nogen gange er det sådan, at den bedste spiller på holdet også er en form for anfører i kraft af sine præstationer. Jeg tror for eksempel ikke, at Messi er anfører for Argentina, fordi han leder holdet i med- og modgang, men der er andre ting, der kan spille ind, siger Ståle Solbakken.