Solbakken: Ludogorets er defensivt uortodokse
Foto: Martin Davidsen/tipsbladet.dk
Superliga

Solbakken: Ludogorets er defensivt uortodokse

FCK-manager Ståle Solbakken har luret både styrker og svagheder hos PFC Ludogorets.

FC København skal torsdag på en vanskelig opgave i Bulgarien, når de danske mestre møder PFC Ludogorets i Europa League. Begge mandskaber kommer fra en tredjeplads i Champions League, hvor Ludogorets blev sat til vægs af Arsenal og Paris Saint Germain, men klemte sig foran Basel.

PFC Ludogorets topper den bulgarske liga komfortabelt, men det er af gode grunde ikke et hold, der er det store kendskab til på danske breddegrader. FCK-manager Ståle Solbakken har naturligvis analyseret torsdagens modstander, og han har spottet både styrker og svagheder.

- Det er et hold, der har skabt en del chancer mod alle hold. De scorede to mål mod Arsenal, de scorede hjemme og ude mod Paris Saint Germain, og de havde nogle friløbere mod Arsenal på udebane ved stillingen 0-0. Så de har overrasket mig positivt offensivt, men er lidt uortodokse defensivt, som vi måske kan udnytte. De tager nogle chancer i defensiven, siger Ståle Solbakken og fortsætter:

- I kontraspillet er de gode og også bedre end europæisk mellemklasse. Men de har samme udgangspunkt som os i forhold til turneringsstart, og de er i samme position som os i ligaen. Jeg vil sige, det er tæt på 50/50. De har slået Røde Stjerne og Viktoria Plzen ud ganske nemt, og de har spillet to gange uafgjort mod Basel og en gang uafgjort mod Paris SG. Det er godt.

Hvor stor en fordel er det, at I slutter på hjemmebane?

- Det er en fordel, med mindre vi går ned og taber 0-4 i Bulgarien. Så kan det være lige meget.

FC København er som regel ganske overbevisende, når klubben er i kamp, men testkampene har ikke formet sig særlig godt rent resultatmæssigt for de danske mestre. Blot en af fem kampe er blevet vundet, men Ståle Solbakken er ikke bekymret.

Han fastslår, at det ofte er tæt på umuligt at drage konklusioner ud fra testkampe.

- Før 10/11-sæsonen stod vi med et hold, som lignede, at det aldrig ville komme til at vinde en fodboldkamp. Det så ud ad helvede til. Vi blev rundbarberet af et tjekkisk midterhold, men så eksploderede det. Så det er vanskeligt at sige. Når der kommer stress og pres på, kan man se, hvor holdet står, lyder det fra FCK-manageren, der i sidste uge forlængede sin aftale med københavnerne.

FC Københavns udekamp mod Ludogorets fløjtes i gang torsdag klokken 19.00.