Solbakken: Nederlag skyldes ikke skader
Foto: Lars Poulsen
Superliga

Solbakken: Nederlag skyldes ikke skader

FC København fik to nye skadede spillere til samlingen undervejs i kampen mod Randers FC, men det var ifølge Ståle Solbakken ikke grunden til 3-0-nederlaget.

FC København løb ind i et sjældent stort nederlag søndag aften mod Randers FC, som de endte med at tabe med 3-0.
 
Mikael Ishak startede balladen med et mål kort før pausen. Han fordoblede antallet af scoringer med et kvarter igen, hvorefter Nicolai Brock-Madsen satte sejren på plads i overtiden. 
 
Og Ståle Solbakken erkendte efterfølgende, at Randers var et bedre hold på dagen.
 
- Vi var gode den første halve time, hvor vi også skaber et par chancer, mens Randers ikke rigtig har noget, før de kommer foran kort før pausen. Til gengæld er vores 2. halvleg dårlig, selv om vi prøver at skifte taktik i pausen for at få mere gang i spillet. Men der var for mange individuelle fejl, og vi mister organisation og disciplin i spillet, selv om det ellers har været et af vores kendetegn over en lang periode. Samtidig viser Randers mere løbekraft og mere aggressivitet og arbejder generelt hårdere, og så har de en matchvinder i Ishak, siger Ståle Solbakken til klubbens hjemmeside.
 
Det blev samtidig en dyr kamp for nordmanden, som undervejs måtte skifte både Ludwig Augustinsson og David Amankwaa ud på grund af skader. Men ifølge Solbakken var det ikke grunden til det store nederlag. 
 
- Nej, absolut ikke, men derfor gør det da ikke tingene bedre, at vi får to nye i dag. Men ellers synes jeg, at vi hidtil har fået "lappet" udmærket på de skader, vi allerede har, men sådan kommer det desværre nok også til at fortsætte resten af sæsonen, siger han. 
 
I løbet af dagen forventer klubben at kende omfanget af de to nye skader.