Solbakken roser Martin Ødegaard: Han har effektive dansetrin
2017-10-12 10:24
Foto: Trond Trandberg/Getty Images

Ståle Solbakken sender roser i retning af Martin Ødegaard, som efter hans mening er inde i en god udvikling.

Det meste af Norge selvantændte, da Martin Ødegaard begyndte at titte frem som en yderst talentfuld teenager, og alle store TV-kanaler sendte LIVE, da midtbanespilleren i januar 2015 blev præsenteret som ny spiller i Real Madrid. 23. maj samme år debuterede han for den spanske kongeklub.

Siden er der blevet lidt mere stille om det norske stortalent.

På klubplan er han lejet ud fra Real Madrid til Heerenveen, og i landsholdsregi er han ikke at finde på et ellers middelmådigt A-landshold. Men udviklingen går den rette vej for 18-årige Martin Ødegaard. Det mener FCK-manager Ståle Solbakken.

- Ødegaard har noget i sig, som ingen andre har. Der er mere tempo i hans løb, og han går mere direkte mod mål. I tillæg er dansetrinnene i gang med at blive effektive, siger Ståle Solbakken til norsk TV2.

Til trods for roserne er FCK-bossen ikke af den holdning, at Norge bør bygge landsholdet op omkring Martin Ødegaard,

- Egentlig ikke. Med resultaterne i de seneste to kampe forsvarede Lars Lagerbäck (Norges landstræner, red.), at han ikke udtog ham. Men Ødegaard får helt sikkert en jokerrolle i den næste kvalifikation. Han er stadig kun 18 år, og i mangel af bedre ting at dyrke har der været et stort fokus på ham, siger Ståle Solbakken.

FC København-manageren skulle i 2012 have været norsk landstræner, men han sprang fra jobbet, da der dukkede en større mulighed i FC Köln op. Siden har Ståle Solbakken flere gange været sat i forbindelse med det norske landstrænerjob, men han har aktuelt ingen planer om at stå i spidsen for sit hjemland.

- Nej, efter den føljeton, som fulgte sidst, tror jeg, vi må vente, siger Ståle Solbakken med et smil. 

SENESTE NYT...
OP | NED

SUPERLIGA-VIDEO