Spalvis har takket nej til lønforhøjelse og ny AaB-kontrakt
Foto: René Schütze/Polfoto
Superliga

Spalvis har takket nej til lønforhøjelse og ny AaB-kontrakt

Superliga-topscorer Lukas Spalvis er angiveligt ikke interesseret i at forlænge den AaB-aftale, der udløber i sommeren 2018.

AaB-angriber Lukas Spalvis har været forrygende, siden han i efteråret for alvor vendte tilbage oven på den alvorlige korsbåndsskade, han fik for mere end et år siden. Spalvis har således scoret 13 gange i de 15 Superliga-kampe, han har spillet denne sæson. Og 13 gange i de seneste 12 kampe.

Angriberen fra Litauen og AaB er varm, og det er der nok også udenlandske klubber, der kan se. I hvert fald ligner Lukas Spalvis et oplagt salgsemne til januar, hvor interesserede klubber formentlig vil forsøge at få fingrene i den 21-årige målmaskine, der mandag aften scorede to gange i AaB's dramatatiske 3-2 sejr over Randers.

Selv om AaB har papir på Spalvis frem til sommeren 2018, er klubben allerede nu interesseret i at forlænge med Spalvis. Dels for at give ham lidt mere i løn, og formentlig også for at få et år mere på kontrakten. Men det har Spalvis-lejren takket nej til, fortæller AaB's sportsdirektør Allan Gaarde.

- Det var faktisk heller ikke noget, jeg havde forventet, at han ville sige ja til på nuværende tidspunkt. Han har også en lang kontrakt, skal man huske på, siger Allan Gaarde til Ekstra Bladet og forklarer:

- Det skal ikke ses som en længere dialog. Det har primært været en tilkendegivelse fra vores side. Mere er der ikke i det.

Lukas Spalvis er topscorer i Superligaen og danner et fremragende makkerpar i AaB-angrebet med Thomas Enevoldsen.

Spalvis har lavet fire mål mere end Bruninho og Rasmus Festersen, der ligger på en delt andenplads på topscorerlisten.