Specialisterne FCM: Scorer ofte på dødbolde
Foto: Jens Dresling/Polfoto
Superliga

Specialisterne FCM: Scorer ofte på dødbolde

I denne sæson har FC Midtjylland scoret 39 gange i Superligaen. Godt halvdelen er kommet efter dødbolde - og det er flere dødboldsmål, end nogle Superliga-klubber har scoret i det hele.

Silkeborg har lavet færrest mål i indeværende sæson med 18 scoringer, mens FC Vestsjælland står noteret for 17 scoringer og SønderjyskE for 18. Alle tre har det til fælles, at de har lavet markant færre mål end Superligaens tophold og førende i scorede mål, FC Midtjylland. Med 39 scoringer er Pione Sisto, Sylvester Igboun og alle de andre FCM'ere suveræne målkonger denne sæson.

Hvad Silkeborg, FC Vestsjælland og SønderjyskE også har til fælles er, at de enten har lavet færre mål eller samme antal mål i hele sæsonen og fra alle situationer, end FCM har fra dødbolde.

Herning Folkeblad har talt op, at FC Midtjylland har scoret 18 gange - godt 50 procent af sæsonens scoringer - fra dødbolde. Indkast, frispark, hjørnespark og straffespark. Det siger i den grad noget om, hvor FC Midtjylland har et forspring, og hvorfor klubben trækker sig sejrrigt ud af de fleste opgør denne sæson.

- Vi træner dødbolde to gange om ugen, plus vi har et ugentlig møde om det. Samtidig har vi næsten lige nedsat en slags dødboldsloge, der mødes en gang om måneden og får inspiration udefra, siger FC Midtjylland-anfører Kristian Bak til Herning Folkeblad og roser også klubbens sparkere Jakob Poulsen og Jesper Lauridsen.

Dødbolde kan i den grad være en måde, at få mål på, når spillet ikke lige flyder, og Glen Riddersholm har tydeligt bevist, at dødbolde er en vigtig del af spillet. Derfor trænes der også meget på dødbolde, og klubben har indtil nu fået gevinst af de mange dødboldstræninger.