Speciel følelse for Hjalte Bo

Hjalte Bo Nørregaard kan få AGF-debut i morgen mod Hvidovre.
Hjalte Bo Nørregaard er med i AGF-truppen for første gang siden sit skifte til AGF. Det er en speciel følelse for den tidligere FCK'er.

Det er efterhånden ni måneder siden, at Hjalte Bo Nørregaard checkede ind på Fredensvang som nyslået AGF-spiller. Hans kontrakt med FCK var udløbet, og han var tilgængelig på en fri transfer.

Desværre for Hjalte Bo Nørregaard har han været uden for truppen med en skade lige siden, og en lang genoptræning har stået på menuen.

Men nu er han for første gang med i en AGF-trup, når den i morgen tager til den københavnske vestegn for at spille i pokalturneringen mod Hvidovre.

- Det er dejligt og en virkelig speciel følelse at være tilbage i truppen efter så lang tid, siger Hjalte Bo Nørregaard til tipsbladet.dk.

- Nu har jeg været skadet så længe, så jeg er selvfølgelig et stykke vej fra topformen. Jeg har været med til træning fuldt ud et stykke tid, men der er stor forskel på træning og kamp. Jeg håber på hurtigt at være oppe i gear efter nogle kampe, men jeg er nødt til at være tålmodig, siger Hjalte Bo Nørregaard.

Midtbanespilleren har kunnet se et AGF-mandskab, som egentlig har klaret sig fint i hans afsavn.

- Det har været dejligt at se, at gutterne kan uden mig. Vi rykkede op uden problemer og holdet har hurtigt kunne vænne sig til overgangen ved at spille i Superligaen.

- Martin Jørgensen og Kasper Povlsen har gjort det rigtig godt inde på min plads på midtbanen, men jeg er bare rigtig glad for at se dem spille godt. Konkurrence er kun med til at skærpe os alle sammen, siger Hjalte Bo Nørregaard.

Kampen mod Hvidovre foregår på det stadion, hvor Hjalte Bo Nørregaards far en overgang spillede, da han var aktiv. Klaus Nørregaard nåede blandt andet også ni kampe på det danske landshold.

- Ja, han spillede for Hvidvore engang, men jeg tror nu, at han holder med mig i morgen, selvom jeg spiller for AGF, griner Hjalte Bo Nørregaard, som er sejrssikker.

- Vi mødte dem to gange sidste år i 1. division, og der gik det jo meget godt. Vi rykkede op, og de rykkede ned, så vi er nok favoritter, siger han med henvisning til, at AGF hjemme vandt 7-1 og 3-0 ude.

Seneste nyt på tipsbladet.dk