Spillede med Bale og pudsede bossens støvler
Foto: Ernst van Norde / Polfoto
Superliga

Spillede med Bale og pudsede bossens støvler

FC0 Midtjyllands finske bølgebryder Tim Sparv tog den hårde vej til den professionelle fodboldkarriere via Southamptons talentakademi.

På Heden er Tim Sparv godt på vej mod sin første titel som seriespiller. Meget skal gå galt, hvis FC Midtjylland skal smide 11 points forspring til FC København i de otte sidste runder i Superligaen.
 
Som ungdomsspiller i Premier League-klubben Southampton vandt Tim Sparv to titler mod Englands bedste ungdomshold, og det skulle senere vise sig, at mange af holdkammeraterne ligesom Sparv også blev topspillere med mange landskampe på CV'et.
 
- I min tid havde vi Gareth Bale, Theo Walcott, Adam Lallana, Nathan Dyer og yderligere fire-fem stykker, der siden har spillet i The Championship. Vi var en større flok, der på relativt kort tid slog igennem på højt niveau. Det var utroligt, hvad vi fik op af spillere, siger Tim Sparv til Tipsbladet.
 
Southampton har de seneste 13 år været kendt for moderne talentudvikling efter fransk forbillede takket være en fransk toptræner, der kom til Southampton kort efter årtusindskiftet efter blandt andet at have arbejdet med Thierry Henry og David Trezeguet. Den uddannelse nød Tim Sparv godt af, men FCM-spilleren sætter også pris på mødet med førsteholdets manager Harry Redknapp, der dengang – ligesom i dag – ikke var specielt moderne i sin tilgang til fodboldspillet.
 
- Jeg havde lidt af en forbindelse med Redknapp. Vi akademispillere stod for at gøre førsteholdets fodboldstøvler rene. Jeg havde Harry Redknapps og to andre spillere. Jeg skulle sørge for, at hans Copa Mundial-støvler var perfekte hver morgen. Var de ikke i orden, fik jeg at høre for det senere, så det var bare med at gøre dem ordentligt rene,” siger Tim Sparv.
 
- Mine holdkammerater på akademiet havde ligesom mig også to-tre spillere, som de skulle passe støvler for. Til gengæld fik de lidt penge, en ipod eller noget andet fedt i julegave af Premier League-spillerne. Tror du, jeg fik noget af Harry Redknapp? Ikke det der ligner. Ikke en skid, siger Tim Sparv med et indigneret ryst på hovedet fulgt op af et bredt smil.
 
- Jeg synes faktisk godt om den kultur. Jeg ved ikke, om det stadig er sådan i Premier League, det vil jeg egentlig gerne finde ud af. Jeg håber, det stadig er sådan, for det er sundt. Bale, Walcott, Lallana, de spillere, der er nået langt, de var aldrig bange for at arbejde hårdt. Jeg så også den anden side af sagen. At nogle fik det for godt og let for tidligt og bare troede, det hele ville fortsætte i en lang optur. De kunne sagtens have samme forudsætninger og talent som Walcott og Bale, da de begyndte på akademiet, men uden hårdt arbejde gik det ikke, siger Tim Sparv.
 
Læs hele historien om Tim Sparvs fodboldopvækst i Premier League, hvorfor Claus Steinlein sagde, at Sparv var god nok til selvsamme liga, og hvordan FC Midtjyllands engelske ejer personligt har engageret sig i FCM-førsteholdets sportslige arbejde.
 
Vil du have Tipsbladet direkte på din tablet, pc og mobil kan du købe den digitalt her
 
Du kan også vælge at få den leveret i postkassen i 6 fredage for kun 99 kr - begge dele er lige nu inklusiv digital adgang til Champions League magasin til en værdi af 79 kr