Ståle hylder CV
Illustration
Superliga

Ståle hylder CV

- Det er ikke sikkert, at jeg var vendt tilbage til FCK uden CV som sportsdirektør, siger FC Københavns cheftræner.

Øgede budgetter og ændringer i organisationen.

Der har været masser af offensive udmeldinger fra FC København i de seneste par dage med et større spillerbudget, en ansættelse af en ny udviklingschef og en organisatorisk fremrykning af cheftræner Solbakken ved siden af sportsdirektør Carsten V. Jensen.

Dermed er jagten på mesterskab nummer 11 for alvor gået ind, men i kølvandet af de spændende udmeldinger er der også flere steder blevet sat spørgsmålstegn ved Carsten V. Jensens status, for hvor står sportsdirektøren med cheftræneren ved sin side i stedet for under sig, og hvilken rolle får han i fremtiden?

- Rent organisatorisk har vi i forhold til CV og jeg bare gjort mange års arbejdsgang officiel. I de år vi allerede har arbejdet sammen, er der aldrig blevet købt en spiller til FCK, som jeg ikke har villet have, og CV har heller aldrig købt en spiller, som jeg har forlangt, men som han ikke brød sig om.

- Vi har altid arbejdet tæt sammen om transfers og den sportslige udvikling, og det er ikke sikkert, at jeg var vendt tilbage til FC København uden CV som sportsdirektør. For med ham på posten vidste jeg jo, at jeg ville komme til at arbejde sammen med en loyal og dygtig mand, der tænker fodbold på samme måde, som jeg gør det, modsat for eksempel min situation i FC Köln med Volker Finke, siger Ståle Solbakken til tipsbladet.dk.

- Så CV's betydning for og i klubben er meget stor. Han er manden, der gennem mange år har sørget for kontinuiteten, og det vil vi fortsætte med sammen, også i forhold til det transferarbejde der venter.

- For vi arbejder hårdt på at hente nye spillere, men selv om der er flere penge på budgettet, er det stadig en svær opgave. Vi kan jo ikke bare vælge frit fra alle hylder, men vi har fået nogle muligheder, og så må vi se, om vi lykkes, siger Ståle Solbakken.