Ståle tilfreds med nye offensivspillere
Foto: Martin Davidsen/tipsbladet.dk
Superliga

Ståle tilfreds med nye offensivspillere

Ståle Solbakken så udfordringer hos Rasmus Falk og Andrija Pavlovic, men glædede sig alligevel over det initiativ, som de to ifølge ham viste

FCK vandt 3-0 og uden større problemer, da Amkar Perm i går var modstanderen i første testkamp. Nyindkøbte Andrija Pavlovic og Rasmus Falk var i kampen begge med fra start i offensiven, og selvom han så udfordringer hos dem, var Ståle Solbakken især tilfreds med det initiativ, som de nye spillere viste i testkampens første havleg.

- Det gik fint med vores nye spillere, Falk og Pavlovic, selvom de måske endnu ikke er helt vant til den intensitet vi spiller med og måtte gispe lidt efter vejret. Nogle gange stod de måske også de forkerte steder, men de viste begge godt initiativ, og det er det vigtigste, siger han til fck.dk.

Solbakken glædede sig også over, at Danny Amankwaa efter en lang skadespause var tilbage på tavlen, ligesom den norske manager til klubbens hjemmeside fandt tid til at glæde sig over det generelle udbytte af testkampen.

- Det var også godt, at Danny får scoret. Efter de mange skader han havde sidste sæson, han har haft en opadgående kurve. Tidligere er han ikke kommet til så mange afslutninger, så det var dejligt, at han kom på tavlen i dag. Også en fin følelse for Stephan at holde målet rent i hans første kamp i over et halvt år.

- Så alt i alt et fint udbytte af kampen, og alle er skadefri så vi kan træne for fuld tryk. Nu har vi også fået svenskerne tilbage, og de træner med fra i morgen, og så mangler vi bare Gregus, så er vi der alle, fortsætter han til klubbens hjemmeside.