Ståles højre hånd forlader Rosenborg
Illustration
Superliga

Ståles højre hånd forlader Rosenborg

Ståle Solbakkens tidligere assistent i FCK og FC Köln, Bård Wiggen, står snart uden arbejde.

Da FC København for alvor var i sine velmagtsdage og blandt andet imponerede i Champions League, sad Ståle Solbakken også på trænerbænken, men dengang havde han landsmanden Bård Wiggen ved sin side, og deres samarbejde fungerede så godt, at Solbakken valgte at tage Wiggen med til FC Köln som sin assistent.

Efterfølgende skiltes deres veje, men hvis Ståle Solbakken igen ønsker at arbejde sammen med Bård Wiggen i FC København, er chancen der nu. I sidste uge fyrede Rosenborg Per Joar Hansen som cheftræner, og ved samme lejlighed blev Bård Wiggen frataget sin stilling som assistenttræner. Rosenborgs plan var dog at beholde Wiggen i en anden funktion, men det vil den tidligere FCK-træner ikke være med til, og derfor forlader han nu Rosenborg.

- Bård Wiggen ønsker ikke at fortsætte i RBK, siger formand Ivar Koteng til adressa.no og understreger, at de to parter lige nu forhandler om økonomien i forbindelse med Wiggens afgang.

Ståle Solbakken er lige nu flankeret af Brian Riemer på FCK-bænken, men efter at Solbakken også er blevet manager i FCK, har klubben åbnet op for yderligere tilføjelse til trænerteamet. Så måske Bård Wiggen kan se frem til at modtage et opkald fra sin gamle arbejdsgiver.

FC København er i hvert fald vilde med at hente tidligere profiler tilbage til klubben denne sommer.