Thomas Enevoldsen har under et halvt år tilbage af den kontrakt, som han underskrev, da han i sommer vendte tilbage til hjerteklubben AaB efter et skidt ophold i belgiske KV Mechelen. Det betyder, at andre klubber frit kan tage kontakt til den tidligere landsholdsspiller.
Den mulighed har Steaua Bukarest benyttet sig af. BT skriver, at den rumænske storklub fik øjnene op for Thomas Enevoldsen, da de gæstede Aalborg i Europa League-gruppespillet. AaB vandt det opgør 1-0, og Thomas Enevoldsen blev matchvinder.
Ifølge BT har Steaua Bukarest ingen interesse i at købe Thomas Enevoldsen i det igangværende transfervindue, men hvis muligheden for at tilknytte offensivspilleren gratis efter sæsonen skulle byde sig, er de interesserede. Thomas Enevoldsen selv er dog først og fremmest interesseret i at tage en snak med AaB om en forlængelse af kontrakten.
AaB er på sjettepladsen i Superligaen.