Steffen Rasmussen inden forårspremiere: Riddersholm har gjort os mere dynamiske
Foto: Polfoto
Superliga

Steffen Rasmussen inden forårspremiere: Riddersholm har gjort os mere dynamiske

Anfører Steffen Rasmussen forventer, AGF spiller foråret med et mere direkte udtryk end før. Der skal spilles med tætte kæder og meget intensitet

”Alex! I want you to run back and forward. Every fucking time. For the whole game. Okay?” Serbiske Alexander Cavric får det forklaret, så han ikke kan være i tvivl. Der skal arbejde til, og det er hele kampen, og det er frem og tilbage, til den 21-årige kantspiller og umiddelbare starter på den århusianske venstrekant ikke kan mere.

Jo, Glen Riddersholm ved, hvad han vil med sit nye hold, og det lader han spillerne forstå. Og det har efterhånden bundfældet sig. Kim Aabech er ofret på alteret til fordel for fem løbestærke midtbanespillere, der kan spille begge veje, Niklas Backman skal forme en solid bagerste linje med omstillingsivrige backer på hver sin side, mens Morten ”Duncan” Rasmussen skal score målene. Simpelthen.

Anfører Steffen Rasmussen mener da også, at man skal forvente sig, AGF kommer ud til foråret med et andet udtryk, end man måske så, da Morten Wieghorst var træner i den kommende kulturhovedtad. Man er blevet mere direkte, lyder det.

 - Jeg tror, at man kommer til at se et hold, der arbejder stenhårdt forlæns og baglæns. Det er mantraet. Vi kommer til at være et meget dynamisk hold, der kommer til at have tætte kæder og spille relativt direkte, men også med plads til god fodbold, siger den erfarne anfører til tipsbladet.dk og fortsætter.

- Det handler om, at der bliver fokuseret på præstationen. Det er sgu ikke så meget i forhold til bolden, for det er mere vigtigt, at vi tager de løb og dueller, der skal tages. Vinder vi flest dueller og højintense løb, har vi også gode chancer for at vinde. Det er så afgørende for os, at alle mand er der, så der bliver taget de løb, der er nødvendige for, at vi lykkes, lyder det fra målmanden.

Man fornemmer et nu og her, og at planerne for nu ikke rækker så langt. Det handler i hvert fald om at komme på tavlen, og der skal måske ikke være så meget tale om hvordan og hvorledes, men i stedet om at præstere.

Har det været for meget luft i det tidligere? Har man været træt af at høre, hvordan det NU skulle være, og hvordan man NU skulle løfte byen?

- Jeg vil ikke forholde mig til, om der har været luft i ordene tidligere, men jeg vil i hvert fald konstatere, at det føles som, at alle er med på det her og ved, hvad der skal til. Vi kan snakke nok så meget om potentiale, men vi er nødt til at præstere, og det er det, det handler om nu, siger målmanden til tipsbladet.dk.

Og ændringerne er ifølge den 33-årige anfører så meget på plads, at forudsætningerne for, at klaveret spiller til første turneringskamp imod OB fredag, er til stede. Han mener ikke, man har nogle undskyldninger for ikke at præstere

- Jeg er meget fortrøstningsfuld i forhold til foråret. Jeg føler, vi er der, hvor vi alle er meget afklarede omkring, hvad vi vil, afslutter anføreren.