Steinlein vil hente landsholdsemner til FC Midtjylland
Superliga

Steinlein vil hente landsholdsemner til FC Midtjylland

Claus Steinlein vil gerne garantere, at FC Midtjylland kommer styrket ud af transfervinduet, og han afslører, at klubben gerne vil hente spillere, som er inde omkring landsholdet.

FC Midtjylland skal komme styrket ud af transfervinduet. 
 
Så klar lyder meldingen fra klubbens sportsdirektør, Claus Steinlein, som netop har kunnet se FC Midtjylland sikre sig det første dansk mesterskab i klubbens historie. 
 
- Det er kæmpestort. Vi har kæmpet i 15 år for det her. Vi har glædet os så meget til at kunne vise omverdenen, at vi kunne gøre det her. Så det er kæmpestort, siger Claus Steinlein til Canal 9, inden han slå fast, at konkurrenterne i Superligaen skal forvente at se et forstærket FC Midtjylland stille til start, når næste sæson fløjtes i gang. Også selvom Pione Sisto skulle ende med at blive solgt.
 
- Det er vores mål at forstærke truppen med fem til ti procent. Der kan selvfølggelig hele tiden komme det telefonopkald, hvor der er et tilbud, man ikke kan sige nej til. Men målet er at forstærke truppen, og det tør jeg godt garantere, at vi kommer til. Vi forstærker allerede truppen, så vi er på forkant med udviklingen. Vi er først lige begyndt på rejsen, og den bliver meget mere spændende, lyder det selvsikkert fra sportsdirektøren, som afslører, at FC Midtjylland gerne vil forsøge at hente spillere, som er inde omkring landsholdet.  
 
- Jeg tror ikke, vi kan hente etablerede landsholdsspillere endnu. Men det er muligt at hente spillere, som er omkring landsholdet. Vi forsøger at hæve overliggeren, så fodbolddanmark kan sige, at det er nogle spændende spillere, som kommer til klubben, siger Claus Steinlein.