Stephan Andersen: Tæt på Schmeichel
Illustration
Superliga

Stephan Andersen: Tæt på Schmeichel

Stephan Andersen mener ikke, at han er langt fra Kasper Schmeichel i kampen om at være førstemålmand på landsholdet.

Stephan Andersen har gennem hele efteråret været fast mand i målet hos FC København, men på landsholdet har han spillet andenviolin. 

Kasper Schmeichel har således spillet alle de vigtige kvalifikationskampe i efteråret for landsholdet, mens Stephan Andersens eneste kamp i målet var testkampen mod Rumænien i november. Andersen føler dog ikke, at han er blevet overhalet af Kasper Schmeichel. 

- Overhalet og overhalet. Morten viste mig tiltro, da jeg startede inde mod Rumænien. Det er et bevis på, at der ikke er stor afstand mellem os. for fem år siden havde Thomas Sørensen jo med sikkerhed spillet den kamp, så det indikerer da, at det er tæt. Men mit mål er da at blive Danmarks nummer et, siger Stephan Andersen til Ekstra Bladet. 

Andersen har spillet to kampe for A-landsholdet i kalenderåret 2014 - begge kampe var træningskampe. I 2013 spillede han hele ni landskampe, heraf seks VM-kvalifikationskampe.