Stephan Andersen vil overbevise FCK-skeptikere
Illustration
Superliga

Stephan Andersen vil overbevise FCK-skeptikere

Stephan Andersen er klar over, at der bliver set på ham med skepsis i visse FCK-fankredse. Han ser alligevel frem til sæsonen og håber på at vinde målmandskampen mod Johan Wiland.

Lad os bare få det overstået med det samme. Der vil uundgåeligt hvile skeptiske øjne på Stephan Andersen i den kommende sæson i FC København, for med hans fortid i Brøndby, er han ikke blevet modtaget lige pænt i alle dele af FC Københavns fankredse.

Det er han afklaret med, og med få dage tilbage til sæsonstarten ser Stephan Andersen frem mod Superliga-premieren mod Silkeborg med glæde.

- Jeg er blevet spurgt til det mange gange, og selvfølgelig har jeg en fortid derude, men sådan er det. Alle har en fortid. Jeg kigger fremad og glæder mig til fremtiden her, hvor jeg forhåbentlig kan udrette nogle resultater, siger Stephan Andersen til tipsbladet.dk.

Han er klar over, at han skal overbevise de fans, der ser på ham med skepsis.

- Det er op til mig at levere og overbevise fansene om, at det er det rette valg, jeg har taget. Mere kan jeg ikke gøre. Det handler om at lade handsker og fødder tale, og så må man håbe på, at man kan overbevise de skeptikere, der nu engang har været, siger Stephan Andersen.

Læs også: Keeper-kampen i Superligaen

I juni skrev han under på en tre-årig kontrakt med FC København, og han glæder sig over at have fremtiden på plads efter at have ført en nomadetilværelse det seneste år, hvor han har været i Evian, Betis og Go’ Ahead Eagles.

- Det sidste år har været lidt omtumlet, idet jeg har været i tre forskellige klubber. Nu fik jeg muligheden for at komme til FCK, starte på en frisk og få fast grund under fødderne igen. Jeg mangler vel to ting i min karriere; at spille Champions League-gruppespil og vinde et mesterskab, så det kunne jeg godt tænke mig. Muligheden for det er der i FC København, siger han.

I første omgang handler det dog om at sikre sig pladsen som førstemålmand. Stephan Andersen er oppe mod en erfaren kulturbærer i FC København i form af Johan Wiland, der har været fast førstemålmand i klubben de senere år. Stephan Andersen er klar til at tage kampen op med både Johan Wiland og reserven Kim Christensen.

- Det er hård konkurrence; det er der ingen tvivl om. De to andre er nogle meget dygtige og kompetente målmænd. I min verden er det meget positivt. Hård konkurrence er med til at forbedre os, og det kan vi alle drage nytte af. Det er kun positivt.

- Sådan er det i alle klubber. I storklubber er der ikke nogen garantier for noget som helst. Det er op til en selv at bevise det. Hvis man ikke leverer varen, kan man ikke forvente at spille. Jeg har nogle forhåbninger om at komme til at spille, men det er op til mig selv, siger Andersen, der ser frem til en spændende sæson, hvor FC København skal forsøge at tilbageerobre det danske mesterskab.

- Vi har gode muligheder. Det har set meget fornuftigt ud i træningskampene. Vi har fået en masse nye spillere ind som skal spilles sammen, men det ser fornuftigt ud, og jeg er sikker på, at det kan lade sig gøre at være i toppen. Alt andet end en top to-placering er vel skuffende for FC København, siger han.