Video : Tipsbladet
Superliga

Stor undersøgelse: AaB bruger tredjeflest spillere af egen avl i Europa

En stor undersøgelse har fastslået, at AaB er den klub blandt 31 UEFA-lande, der giver spillere af egen avl tredjemest spilletid. FC Nordsjælland er nummer syv, og Danmark har seks hold i top 100.

AaB er en af de klubber i Europa, der giver mest spilletid til spillere af egen avl. Helt præcis stod en AaB-produceret spiller bag 69,1 procent af alle spillede AaB-minutter over det sidste halve år.

Det viser en undersøgelse fra CIES Football Observatory, som laver statistisk analyse over fodbolden. Kriteriet for at være egen avl er det samme, som UEFA anvender til sine turneringer: En spiller skal have tilbragt mindst tre år i klubben i alderen 15-21 år. 

Den klub, der har givet egenproducerede spillere mest spilletid fra 1. november til 1. maj, er FC Tatran Presov fra den bedste række i Slovakiet. Nummer to er FF Jaro fra Finland. 

AaB er ikke den eneste danske klub, der bruger mange spillere fra klubbens talentafdeling. FC Nordsjælland ligger eksempelvis nummer syv på listen med 57,1 procent af spilletiden til "egne" spillere.

I alt seks klubber fra Superligaen er på top 100-listen. Foruden AaB og FCN er det Silkeborg IF (20), FC Midtjylland (34), Randers FC (78) og Esbjerg fB (95). 

Det er ikke nødvendigvis det samme, som at klubberne bruger en masse talenter. Rasmus Würtz og Kasper Risgård tæller eksempelvis også med i opgørelsen som spillere af egen avl. 

Hele oversigten finder du her.