Storspillende Nicolai Jørgensen: Delaney og William råber som sindssyge
Foto: Lars Poulsen/Polfoto
Superliga

Storspillende Nicolai Jørgensen: Delaney og William råber som sindssyge

Nicolai Jørgensen lavede hattrick i at ramme træværket med AaB, men han kom alligevel på tavlen i 6-2 sejren over det nordjyske hold og spillede en strålende kamp.

Landsholdsangriber Nicolai Jørgensen er udtaget til det danske landshold, der senere i marts møder først Island og senere Skotland, og at dømme ud fra præstationen mod AaB søndag er Jørgensen i topform.

Nicolai Jørgensen var konstant en alt for stor mundfuld for AaB's forsvar, og han gjorde næsten, som det passede ham. Eneste minus var vel, at han tre gange ramte træværket for at se bolden gå i spil igen, i stedet for i mål.

En enkelt scoring blev det dog til, og efter kampen, som betyder at FCK har ni point ned til SønderjyskE på andenpladsen, satte Nicolai Jørgensen ord på, hvorfor han leverede så god en kamp.

- Jeg tror, det hænger lidt sammen med, at du bagfra kan mærke, at der er den der vilje, og at Delaney og William råber som sindssyge efter en i 90 minutter. Så kommer det lidt af sig selv, sagde en smilende Nicolai Jørgensen:

- Men jeg prøver altid at forberede mig rigtig godt til hver kamp.

Nicolai Jørgensen kan nu se frem til DBU Pokalens kvartfinale, hvor FC København får besøg af Randers FC onsdag. Her kan det tænkes, at træner Ståle Solbakken sparer nogle af profilerne. Sker det for eksempel, at Nicolai Jørgensen ikke spiller, er holdet fortsat i gode hænder, mener han selv.

- Vi er gode - det har vi ikke lagt skjul på. Der sidder nogle på bænken, som ikke fortjener at sidde på bænken, så der er hård konkurrence, og folk skal præstere, siger han.

Nicolai Jørgensen har scoret syv gange i denne sæson og har lagt op til fire scoringer.