Video : Tipsbladet
Superliga

Storsponsor forlænger aftale og trækker sig fra bestyrelsen i Midtjylland

Steen Hessel trækker sig fra bestyrelsen i FC Midtjylland, men sponsoratet fra Ejner Hessel A/S fortsætter i hvert fald tre år endnu.

I 1999 var Steen Hessel med til at lancere projektet FC Midtjylland, og siden den dag har han været dybt involveret i den midtjyske Superliga-klub. Men nu træder han ud af bestyrelsen.

Ved den næste generalforsamling udtræder Steen Hessel officielt ud af bestyrelsen, oplyser FC Midtjylland på sin hjemmeside.

- Jeg har siddet i fodboldbestyrelser de sidste 25 år, og nu synes jeg, det er tid til, at andre må træde til. FC Midtjyllands rejse har på alle måder været fantastisk, og det har været en stor ære at have været med til at påvirke den, fortæller Steen Hessel.

Rasmus Ankersen, som er bestyrelsesformand i klubben, fortæller også om Hessels store betydning for FC Midtjylland.

- Jeg ved, at jeg taler på vegne af hele regionen FC Midtjylland, når jeg siger, at uden Steen ville FC Midtjylland ikke være, hvor klubben er i dag, lyder det blandt andet fra Ankersen.

Steen Hessel forlader bestyrelsen, men han siger ikke farvel til FC Midtjylland. Ejner Hessel A/S forbliver storsponsor i klubben i de kommende tre år, som den nye aftale lyder på.

- Det, som Matthew Benham har gjort for FC Midtjylland, har været fantastisk, og vi føler, at klubben er i gode hænder hos ham. Det er blandt andet en af grundene til, at vi har valgt at forlænge vores sponsorat med yderligere tre år. Det er i FC Midtjylland, at vi hører til, siger Steen Hessel.