Stort Hjulmand-interview: Hvorfor ikke gøre som Ajax?
Foto: tipsbladet.dk
Superliga

Stort Hjulmand-interview: Hvorfor ikke gøre som Ajax?

- Vi kommer til at skulle kæmpe rigtig hårdt for vores point, siger Kasper Hjulmand om FCN-truppen, der kun rummer fem spillere over 24 år.

Denne torsdag er det præcist en måned siden, at FC Nordsjælland indledte en ny start med Kasper Hjulmand som tilbagevendt cheftræner. Det bliver fejret med flyvetur til Tyrkiet, hvor klubben drager på træningslejr i 11 dag, og derfor var FC Nordsjælland-truppen stået tidligt op for at mødes i lufthavnen i Kastrup klokken 5.00 i torsdag morgen. Og derfor er dette interview lavet onsdag eftermiddag efter den sidste vintertræning på kunstgræsset i Farum inden sæsonen for alvor begynder om 14 dage.

Kasper Hjulmand er som altid veloplagt og klar til at fortælle om sit projekt, sine strategier og sine ideer. Han sætter sig hjemmevant i sofagruppen i Hotel FC Nordsjællands reception og udtrykker tilfredshed med den første tid i sin nye, gamle klub. Han føler, at holdet er på rette vej.

- Min forgænger – og afløser – Olafur Kristjansson arbejdede godt med tingene, og akademiets arbejde med de unge spillere har både været strategisk og struktureret; det kan vi se på de spillere, der kommer op. De har tingene inde under huden. Der er nogle faser af spillet, som vi arbejder på at hænge sammen. Vi skal have sammenhæng i det, vi laver – både defensivt og offensivt. Der er bestemt en base at arbejde ud fra, siger Kasper Hjulmand til tipsbladet.dk.

Hans comeback til FC Nordsjælland har indtil videre været smertefrit, og det skyldes især, at en stor del af truppen har været i klubben i lang tid. I den 27 mand store trup har 16 af spillerne været på FC Nordsjællands eget akademi. Hertil kommer folk som Martin Vingaard, Patrick Mtliga og Tobias Mikkelsen, der ganske vist er erfarne, men som også var i klubben, sidst Kasper Hjulmand var træner. Faktisk er syv af spillerne fra Hjulmands seneste Superliga-kamp med FCN stadig i truppen, så selvom der har været stor udskiftning i Farum, har der også været kontinuitet.

- Først og fremmest er det sådan, vi synes, en klub helst skal være. Størstedelen af spillerne har været igennem vores akademier. De kender vores kultur og spilfilosofi. De ved, hvordan rollerne og spillet er bygget op. Det gør det nemmere at arbejde videre med spillet og den filosofi, der hele tiden er under udvikling. Det er glædeligt, siger Kasper Hjulmand.

Og det stopper ikke her. Andelen af egen-udviklede spillere skal gerne vokse yderligere i FC Nordsjælland, der også kommer til at uddanne Superliga-spillere i Ghana på Right To Dream-akademiet.

- Andelen af egne spillere er stille og roligt forøget, og det er et resultat af arbejdet her. Vi vil gerne fastholde det og øge det yderligere, men vi skal først og fremmest hæve niveauet. Det er ikke nok i sig selv at have mange egne spillere på holdet – de skal også konkurrere på det. Det er opgaven over tid. Vi skal holde fast i, at vi er en klub, hvor akademiet fylder meget, og vores egne spillere skal kunne spille kampe på højt niveau. Jeg tror på, at det er det, vi skal konkurrere på i fremtiden, siger Kasper Hjulmand

Gennemsnitsalder: 22 år
Men der er et men. De mange unge spillere er ganske vist talentfulde, men det er en ofte udtalt bekymring, at unge trupper også er lig med svingende præstatoiner og resultater. FC Nordsjælland har en gennemsnitsalder på 22 år og 186 dage, og kun fem af de 27 spillere er over 24 år gamle. Tilmed er FC Nordsjælland den klub, der har færrest Superliga-kampe i benene.

Kasper Hjulmand er opmærksom på problematikken, der også i efteråret gav svingende resultater i Farum.

- Det er en udfordring for os at få stabilitet, og det er en udfordring at vinde kampe. Jeg forudser, at vi skal kæmpe rigtig hårdt for vores point, siger han, inden han også betoner, at han er fortrøstningsfuld.

- Der er et enormt potentiale, men vores faser i spillet og kollektivitet skal sidde lige i skabet. Vores tempo, relationer og hårde arbejde sammen er vores konkurrenceparameter. Det skal komme til udtryk i kampene. Hvis vi skal vinde kampe, skal vi være sindssygt stærke kollektivt, siger Kasper Hjulmand.

Den unge trupper rummer imidlertid et stort potentiale, og Kasper Hjulmand ser fine muligheder i den aktuelle trup.

- Der skal ikke meget til, før at unge spillere får erfaring. Jo tidligere man begynder at spille kampe, desto hurtigere kan man vinde på det. Der er masser af eksempler på klubber, der af nød er begyndt at spille med unge spillere. AaB var på skideren økonomisk og var tæt på at rykke ned, men begyndte at spille med nogle unge gutter og blev dansk mester tre år senere. Man har også set det i Stuttgart og PSV for nylig. Vi gør det som en strategi.

- Vi skal matche spillerne hårdere tidligere, og vi skal forsøge at gøre alt hvad vi kan, så vi kan få så dygtige spillere som muligt, så vi kan bruge dem i kamp. De skal have erfaring tidligere, så vi kan se dem toppe i vores præstationer. Men det er nok ikke realistisk, at vi konstant bliver nummer et og to i sådan en strategi. Det kommer til at gå lidt op og lidt ned, siger Kasper Hjulmand.

Der er flere grunde til, at han tvivler på FC Nordsjælland som et konstant tophold i Superligaen. Som han selv påpeger, er det klubbens lod i dansk og international fodbold, at større klubber kan friste spillerne, når de er bedst. Derfor vil man også fortsat se FC Nordsjælland sælge sine bedste spillere

- Det er helt klart. Det er en del af planen, og det er vores lod, siger Hjulmand.

Guld til Farum igen?
Han er dog opmærksom på, at det kan blive for voldsomt. Det blev det i hans seneste periode i klubben. Efter guldmedaljer i 2012 og sølvmedaljer i 2013, endte FC Nordsjælland på en jævn sjetteplads i 2014 efter at have solgt størstedelen af guldholdet og i øvrigt skiftet massivt ud i truppen.

- Det bliver ikke så stor udskiftning som sidst, hvor vi solgte 25 spillere på tre transfervinduer. Det er ikke sundt, og det er ikke godt. Men hvert år vil der være fire-fem spillere, der kan blive solgt, og det vil vi gerne holde kørende. Ajax er et godt eksempel på en klub, der i en årrække har været i samme situation. Hvorfor ikke gøre det samme her? Det kræver, at vores unge spillere bliver rigtig gode og ikke bare okay. Der skal være nogle toptalenter imellem. Men det er vores lod i Danmark. Vi skal sørge for at bane vejen for vores unge spillere til det store udland, og så håber vi, at de kommer til større klubber og kan slå igennem, fordi de har en stærk uddannelse  og ballast med sig, siger cheftræneren på den anden side af bordet med udsigt til en ny, spændende start i Farum.

Sidst han var her, endte det fantastisk med mesterskab og Champions League, og derfor er det oplagt at spørge: Kan det ske igen?

- Det ligger ikke lige foran, men det er selvfølgelig noget, jeg håber og tror på. Vi arbejder hver dag for, at det kan ske på et tidspunkt. Vi drømmer om det, men der er et stykke vej dertil, som det ser ud nu. Men uden den drøm og ambition, ville det være svært at gå på træningsbanen hver dag. Så det er det, vi arbejder for, lyder det fra Kasper Hjulmand.

Men først venter en tidlig flyvetur til Tyrkiet og en træningslejr, hvor cheftræneren kan arbejde i detaljen med sine ideer, sine strategier og sit projekt.