Superliga-barometer: Hvem er stærkest?
Illustration
Superliga

Superliga-barometer: Hvem er stærkest?

Få her et bud på de 12 Superliga-klubbers aktuelle styrke inden 27. spillerunde.

Tipsbladet kommer her med et bud på, hvordan de 12 konkurrenter rangerer styrkemæssigt efter 26. spillerunde - og inden det går løs i 27. spillerunde. (Placering i seneste baroemter i parantes.)

AaB (1) 
AaB holder fast i topplaceringen og er efter sejren mod Brøndby nu klokkeklare mesterskabsfavoritter. Der er luft til forfølgerne, men spørgsmålet er, om AaB overhovedet kommer i nærheden af at miste pusten 

2. Esbjerg fB (3)
Vestjyderne var trængte men sejrede alligevel på kunstgræsset i Farum og holder dermed trit med AaB i foråret, hvor der er blevet til 17 point for otte spillerunder. EfB har effektiviteten, når det gælder og er godt på vej mod europæisk fodbold via mindst 5. pladsen i tabellen.  

3. FC København (5)
To sejre i træk og senest med en præstation mod et defensivt indstillet AGF-hold, hvor spillet i flere sekvenser flød bedre end længe set hos de danske mestre. Øjner man mon noget kontinuitet hos FCK?

4. Brøndby IF (2)
Så kom  Brøndby ned på jorden og al drømmeri om en guldspurt blev sparket langt væk med nederlaget til AaB. Træner Thomas Frank har udtalt, at han ser alle tre højere placeret i tabellen som bedre end Brøndby. Vi giver ham ret - der mangler stadig meget hos Brøndby i begge ender af banen. 

5. OB (7)
Effektivt og stærk præstation af OB - igen på udebane mod et hold fra toppen af tabellen, da FCM blev pelset i egen ulvehule. Selv om fornemmelsen af manglende stabilitet stadig klæber sig til OB, har holdet faktisk ikke tabt de seneste fem Superliga-kampe. 

6. Randers FC (10)
Med to sejre i træk over direkte bundrivaler er selvtilliden tilbage hos Randers FC, der - for nu - har sparket sig på afstand af bundkampen. Endnu ikke reddet men en verden til forskel i forhold til for et par uger siden.

7. FC Nordsjælland (4)
Der er for meget slinger i valsen og for lidt skarphed hos FCN i denne sæson .Det nytter ikke noget at have bolden meget, hvis ikke chancerne bliver omsat til mål. 

8. FC Midtjylland (6)
Spillet og chancerne er der sådan set stadigvæk. Men skarpheden i begge ender af banen er slet ikke den samme. To nederlag i træk - på hjemmebane  - og gulddrømmene sendt mod AaB. Det er ved at blive et ondt forår for efterårets klart bedste hold.  

9. FC Vestsjælland (8)
Tre uafgjorte i træk har ikke flyttet FCV afgørende og der skal stadig ikke meget, før en tur under stregen igen bliver virkelighed. 

10. SønderjyskE (9)
Når man er så tæt på nederlag og alligevel får point via et selvmål, som det var tilfældet mod FCV, skaber det naturligvis noget positivt. Men det får stadig ikke alarmklokkerne til at stoppe i Haderslev. 

11. Viborg FF (11)
Når topscorer Dalgaard begynder at lave selvmål, ser det tungt ud for Viborg, der efter nederlaget til Randers stadig er forårets ringeste hold målt på pointhøsten.  

12. AGF (12)
Fire nederlag i træk uden selv at kunne score, siger det meste. Læg dertil manglende evner til at skabe mange chancer i løbet af en kamp, samt en frygt for at spille på hjemmebane. Det ser tung ud forud for netop to Påske-hjemmekampe mod Først FCM og siden Brøndby. 

Kommentar:
AaB er nu pludselig storfavoritter til guldet - og det oven på en kamp, der var langt fra at være i nærheden af god for nordjyderne mod Brøndby. Det ændrer heller ikke på det faktum, at AaB har gjort rent forårsbord mod både FCM (to gange) FC København og Brøndby i de seneste uger. Til gengæld er der al mulig grund til bekymring i og omkring FC Midtjylland, der er godt i gang tabe guldet på gulvet og har stor risisko for også at smide 2. pladsen og dermed også drømmen om at høre Champions League-hymnen i Herning. 

Brøndbys gulddrøm blev blæst væk i Aalborg, mens OB med femte kamp uden nederlag kommer krybende frem og kan ende med at luske sig foran i det europæiske kapløb.

I bunden af rækken er det stadig frygtelig tæt, men hos specielt Viborg og AGF peger pilen ned, mens Sønderjyske hele tiden lever og ånder på de andre bundholds pointtab. 

Billedet på den anden side af Påske kan være ændret meget - vi glæder os til de kommende kampe.