Superliga-topscoreren har store ambitioner med AaB
Foto: René Schütze/Polfoto
Superliga

Superliga-topscoreren har store ambitioner med AaB

Lukas Spalvis skifter til sommer til Sporting fra Portugal, men angriberen tænker ikke på sommerskiftet nu. Fokus er på triumfer med AaB.

21-årige Lukas Spalvis bliver den næste målscorende Superliga-angriber, der forlader dansk fodbold til fordel for en udenlandsk klub. Det sker, når Lukas Spalvis til sommer skifter fra AaB til Sporting CP - en handel, der blev officiel mandag.

Handlen sker som sagt først fra sommer, så den talentfulde litauiske angriber er at finde i den bolsjestribede trøje i foråret. Og det skorter ikke på ambitioner hos Lukas Spalvis, der sætter høje mål for sig selv og AaB-holdet.

- Jeg vil slutte som topscorer i Superligaen, og det kunne være fedt at spille en ny pokalfinale med AaB. I ligaen skal vi som minimum slutte i top fire og kvalificere os til Europa, siger Lukas Spalvis til Nordjyske.

Angriberen scorede i efteråret 14 gange i Superligaen og før de sidste 15 runder har han et pænt forspring ned til Rasmus Festersen, der ligger nummer to på topscorerlisten med 10 scoringer.