Superligaen drømmer om Europa: Kun få bliver til virkelighed

Bragt i Tipsbladet 20. maj
”Europa, Europa, Europa. Brøndby er tilbage i Europa,” sang klubbens fans den 20. maj 2014. Deres blågule helte havde netop afsluttet sæsonen med at spille 2-2 i Farum og dermed cementeret den fjerdeplads, der gav klubben en plads i Europa League-kvalifikationen. Det var ganske vist kun tre år, siden Brøndby sidst havde været i Europa, men det er også lang tid, når mytefortællingerne om klubben i den grad er bygget op om fortidens store togter på kontinentet, og stadion er udstyret med både en ”Europa Lounge” og en ”Roma Lounge”. 

 

I den følgende sæson talte anfører Mikkel Thygesen om, hvorfor det var så specielt at spille europæisk fodbold.

 

”Det er jo drømmen om at komme ud i gruppespillet, få nogle fede internationale kampe. Der er ikke særlig mange fodboldspillere, som får lov til at opleve det, og det er noget unikt. Det er noget, man vil huske resten af sit liv,” sagde han blandt andet til brondby.com. 

 

Desværre for Thygesen og resten af klubben kom det aldrig så vidt. Brøndby blev sendt ud af tredje kvalifkationsrunde efter to klare nederlag til Club Brugge, og så var det slut med europæisk fodbold, før det for alvor var begyndt. 

 

Eksemplet med Brøndby er langt fra enestående for danske fodboldhold. Faktisk er det mere reglen end undtagelsen, at de så eftertragtede muligheder for at spille i Europa får deres endeligt efter et par kvalifikationskampe. Ofte ender al snakken om medaljer og europæiske pladser med et nederlag til Dila Gori i anden kvalifikationsrunde. 

 

Mere end 60 procent af de seneste 10 års danske forsøg på at nå gruppespillet er mislykkedes, som Tipsbladets opgørelsen på disse sider viser.

 

Så når SønderjyskE, FC Midtjylland, Brøndby og AaB i disse uger slås om retten til at komme ud og spille kampe, er der overhængende fare for, at eventyret slutter, før det sjove begynder. 

 

Det kan Esbjerg fB-spilleren Emil Lyng tale med om. Han har både prøvet at nå et gruppespil og blive slået ud i kvalifikationen på skuffende vis. Det første skete i 2013/14-sæsonen, efter Esbjerg vandt pokalturneringen og spillede sig helt i Europa Leagues 1/16-finaler efter sejr over blandt andre St. Etienne i kvalifkationen. Skuffelsen kom året efter, da holdet først slog Kairat Almaty fra Kasakhstan ud af kvalifikationen, men efterfølgende tabte på udebanemål til polske Ruch Chorzow, der endda scorede det afgørende mål fem minutter inde i overtiden. 

 

”Det var et kæmpe slag i hovedet, vi fik der. Jeg har aldrig hørt Esbjerg Stadion så stille før, som da vi fik det mål i mod os. Så det var selvfølgelig rigtig fedt at prøve alt det europæiske kampe, men jeg tror generelt, at vi var skuffede over, at vi ikke kom længere det andet år, fordi kampene var faktisk sværere det første år,” siger Emil Lyng, der mener, at skuffelsen kun blev forværret af, at spillerne havde den foregående sæsons Europa-succes i frisk erindring. 

 

De havde ellers glædet sig, Esbjerg-spillerne, over at nå Europa igen. For i sæsonen forinden lå de til nedrykning ved vinterpausen, men havde spillet sig op på femtepladsen og dermed lige netop tilraget sig muligheden for endnu et eventyr. Det havde betydet meget for dem.

 

”Vi kom så godt fra start, og vi havde prøvet at være i Europa før. Stille og roligt kravlede vi jo op i tabellen, og i de sidste to-tre kampe kunne vi sikre os at komme i Europa igen, som vi havde prøvet året inden, og det var en kæmpe motivation for alle spillere. Det er der ingen tvivl om,” siger Lyng, der selv startede inde i fem af seks gruppekampe i 2013/14-sæsonen. 

 

Af samme grund var Lyng og holdkammeraterne svært tilfredse med at nå Europa igen ved hjælp af femtepladsen. Det blev en slags belønning for, at holdet forbedrede sig gevaldigt i foråret og var halvsæsonens næstbedste hold efter mestrene AaB. 

 

”Det betød enormt meget at nå det igen. Jeg tror ikke, der var nogen, der havde regnet med, at det ville ske igen. De fleste tænkte nok, at så har Esbjerg prøvet det, og det var en enlig svale, og så viste det sig så med det forår, at vi kom med igen.” 

 

For når man som Esbjerg har kæmpet for at nå de europæiske pladser og lykkes, tænker man ikke på, at det meget vel kan ende med et tidligt exit til et polsk hold, som ingen i Danmark havde hørt om før lodtrækningen. 

 

Men det var alligevel præcis, hvad der skete for Esbjerg. Ruch Chorzow scorede til 2-2 dybt inde i overtiden på Blue Water Arena og forårsagede dermed det mest stille øjeblikke, som Emil Lyng har oplevet på stadionet. 

 

Dermed havde han prøvet både det sjove gruppespil og det tidlige exit, og det sidste kan ikke anbefales.

 

”Man følte lidt, at festen blev lukket, inden man kom ind. Det er der ingen tvivl om. Skuffelsen overskyggede alt andet. Det kan jeg tydeligt huske. Det var helt sikkert også en af årsagerne til, at vi havde det dårlige efterår, vi havde. Der sad skuffelsen i år rigtig længe, det er jeg sikker på,” siger den 26-årige Esbjerg-spiller.

 

Den analogi er Mads Agesen helt op linje med. Den er spot on, siger Randers-stopperen. Han har selv prøvet at blive sendt ud af kvalifikationen tre gange, så han kan i den grad tale med om at blive udelukket, før det sjove begynder. Det er henholdsvis Elfsborg, Rubin Kazan og Sporting fra Lissabon, der har sendt Agesens hold ud, men selv om det er antiklimatisk, at Europa-eventyret stopper, før gruppespillet begynder, kan det også være sjovt nok indimellem.

 

”I Horsens ramte vi ind i Lissabon. Det var jo en oplevelse at spille dernede. Vi røg så godt nok ud ved at tabe 5-0 dernede, men det er noget, man stadigvæk husker tilbage på. Det var da fedt at spille imod en [Marcos] Rojo, som spiller i United i dag,” siger Agesen, der også ser andre funktioner med de tidlige kvalifikationsrunder, som begynder allerede i juli.

Det kan eksempelvis fungere som glimrende kampe i begyndelsen af sæsonen, som giver bedre kamptræning en de sædvanlige preseason-opgør. Men det er meget sigende om Europa League-julikampe, at en mand, der har prøvet dem, kun lige rangerer dem over træningskampe. 

 

Man skal lære at kravle, før man kan gå, som et gammelt ordsprog lyder. Det kan også anvendes i snakken om de tidlige kvalifikationskampe til Europa. Alle klubber og spillere skal starte et sted, så selv om det måske kun bliver til et par kampe mod to kendte modstandere i kvalifikationen, giver det brugbar erfaring. Hvor mange gange har man ikke hørt FC Midtjylland tale om lærepenge, før de endelig fik valuta for dem ved at nå to kampe mod Manchester United i februar? 

 

Det har også en vis signalværdi for klubberne, at de kvalificerer sig til Europa, når de skal rekruttere nye sponsorer og nye spillere. Værdien er højere, hvis man spiller når gruppespillet, men en plads i Europa er synonym med ligasucces, og det betyder også noget. Som Mads Agesen siger med et aktuelt eksempel:

 

”Man skal jo ikke tage noget fra det at spille i Europa. Det sender også fra klubbens side et signal, hvis man skal lokke spillere dertil. Det er jo klart. Det bruger de også som lokkemiddel. Skal SønderjyskE nu ud og spille i Europa, kan de helt sikkert lokke fra nogle andre hylder, end de har kunnet vælge før.”

 

Men uanset hvor mange udmærkede fordele, der er ved at kvalificere sig til europæisk fodbold, er det gruppespillet, det handler om. Det mener i hvert fald Emil Lyng, som selv har prøvet det, og Mads Agesen, som er blevet afskåret fra det tre gange. To kampe mod henholdsvis Sant Juliá fra Andorra og svenske Elfsborg er jo ikke den slags europæiske eventyr, alle går og drømmer om, som Agesen formulerer det. Men drømmer, det gør han og de fleste andre danske klubber, spillere og fans. For hvad nu hvis? Det kan jo være, at det er netop denne gang, at man kommer til gruppespillet. 

 

”Man kan også være heldig. Man ser jo nogle gange, at de små hold lige klarer sig igennem. De rammer to middelmådige hold, og så rammer de et hug på udebane, og så står de bare imod på hjemmebane. Så er man i gruppespillet, og så kører det,” siger Mads Agesen. 

 

”Man drømmer og drømmer og drømmer, man spiller så mange kampe for at få guld, sølv eller bronze, og så bliver man nummer fire. Så trækker man Dila Gori ligesom AGF, og så har det hele været ligegyldigt,” siger han med et arkeeksempel på et tidligt og skuffende kvalifkationsexit, som AGF stod fadder til i 2012. 

 

”Det kan jo godt være lidt ambivalent med to kampe, man tager til Georgien og bruger tre dage på det, og så har man en torsdag aften, hvor man spiller hjemme, og så er man ude.”

Så kan man på danske holds vegne håbe, at de undgår en ny fiasko a la Dila Gori denne sommer. Herfra skal dog lyde en advarsel, for det georgiske hold er endt i første kvalifikationsrunde til Europa League, hvor både nummer tre og nummer fire i Superligaen kan møde dem (afhængig af seedninger). 

 

I Agesens ord om ambivalens ligger hele den modsatrettede natur i danske klubbers europæiske drømme. 6 ud af 10 gange bliver det kun til et par kvalifikationskampe, før det er slut, men det betyder også, at der er 4 ud af 10, der lykkes. Og det er håbet om at være en af dem, der giver motivationen brændstof. 

 

 

 

 

Når de danske klubber drømmer om at kvalificere sig til europæisk fodbold, handler det næppe om udebaneturene til Kasakhstan eller de tidligt exits til nummer syv fra Georgien. Det er dog somme tider udfaldet af klubbernes europæiske ”eventyr”. Ganske vist har FC København spillet sig i det ene gruppespil efter det andet, og andre klubber har leveret gode enkeltstående sæson, men danske hold ryger oftere ud af før gruppespillet end efter. 

 

Tipsbladet har lavet en opgørelse baseret på de danske klubbers seneste 10 sæsoner i europæisk fodbold. Den viser, at lidt over hver tredje hold har nået et gruppespil i enten Champions League eller Europa League/UEFA Cup. Næsten to tredjedele af forsøgene endte i exit i kvalifikationsfasen (hvor vi også har talt playoffrunden med). 

Opgørelsen viser også det, som logikken fortæller os: At danske hold når længere, desto højere de er sluttet i Superligaen. Det giver god mening, fordi de bedste hold som udgangspunkt får en højere placering, og fordi de højere placeringer skal gennem færre kvalifikationsfaser. Alle mesterskabshold de seneste 10 sæsoner er eksempelvis endt i det ene eller det andet gruppespil.