Superligaens målrekord står for fald: Hatten af for Morten
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Superliga

Superligaens målrekord står for fald: Hatten af for Morten "Duncan"

Med 139 mål er Søren Frederiksen den mest scorende Superliga-spiller nogensinde, men rekorden står for fald, for AGF's Morten "Duncan" Rasmussen er bare tre Superliga-mål fra at tangere Frederiksens rekord.

Viborg FF, Silkeborg IF og AaB nød alle godt af Søren Frederiksens evner foran målet.

Selv om den nu 44-årige tidligere angriber kan kigge tilbage på en karriere, hvor han ifølge ham selv misbrugte for mange chancer, har Frederiksen siden midten af 00'erne haft rekorden som den mest scorende spiller i Superligaen nogensinde. 139 gange lynede Søren Frederiksen i Superligaen, og der blev sandsynligvis både danset og slået kolbøtter i langt de fleste af Frederiksens målfejringer.

Den tidligere landsholdsspiller må dog sande, at rekorden som Superligaens målkonge snart bliver slået, for AGF-angriber Morten "Duncan" Rasmussen scorede to gange mandag aften mod AaB, og han er nu blot tre mål fra også at ramme 139 scoringer. Det virker altså til at være et spørgsmål om tid, og sådan ser Søren Frederiksen også selv på rekorden.

- Jeg er da træt af, at Morten tager den rekord på et tidspunkt, siger Søren Frederiksen drillende til tipsbladet.dk, inden han forklarer:

- Men det er helt fair, for han er en god spiller, og han gør det godt. Jeg har stor respekt for Morten, og jeg kan kun sige, at jeg har været glad for at have rekorden. Det er en rekord, som jeg har været megastolt over at have. Jeg vidste godt, at han kom tættere og tættere på, og så må vi se, om han når det inden sommeren, eller om det bliver efter sommeren. Det må tiden afgøre. Jeg tager hatten af for det, Morten "Duncan" har lavet på banen, og jeg skal nok være den første til at lykønske ham.

Ud over at der kun er tre mål, der skiller de to angribere, er der også et helt utroligt sammenfald i antallet af spillede minutter, de to har brugt på at score henholdsvis 139 og 136 Superliga-mål. Søren Frederiksen har ifølge danskfodbold.com brugt 178,37 spillede minutter pr. mål i Superligaen, mens Morten "Duncan" Rasmussen har brugt 178,85 minutter pr. mål. Vi taler altså om mindre end et minut i forskel på de to målkongers gennemsnit. 

Søren Frederiksen fortæller, at han ser ligheder mellem ham selv som angriber og Morten "Duncan" Rasmussen, selv om AGF'eren selvsagt har nogle evner i luftspillet, som Søren Frederiksen ikke havde, da han spillede.

- "Duncan" er 400 gange bedre med hovedet, end jeg var. Jeg var så til gengæld stærk med fødderne, men jeg synes nu også, at han sparker godt. Men styrkerne for os begge er i feltet, og der er ikke mange mål, der er scoret uden for feltet. For mit vedkommende kan det nok tælles på én hånd, siger han og forklarer, at der er flere ligheder:

- Det er jo i feltet, at mange af målene scores, så det handler om at have den berømte næse. Jeg har en stor næse - det kan jeg ikke løbe fra - og jeg er så heldig, at det også var en dygtig målnæse. Når man scorer så mange mål, har man selvfølgelig en målnæse. Det har Morten "Duncan", og det havde Peter Møller også (scorede 134 Superliga-mål, red.). Du skal have den der vilje til at ville score, for du får nogle skrammer i feltet. Det skal man være klar til. Så kunne det godt være, der var et flækket øjenbryn eller en flækket læbe en gang imellem.

 Godt nok kommer Morten "Duncan" Rasmussen tættere på rekorden, men for nu er det stadig Søren Frederiksens rekord. Når det sker, at "Duncan" går forbi Frederiksen, glæder den 44-årige angriber sig over alligevel at have en "rekord".

- Jeg har scoret gode mål, jeg har scoret kludemål, og jeg har scoret heldige mål. Men én rekord bliver nok aldrig slået: Jeg er den i Superligaen, der har brændt flest chancer. Jeg var dygtig til at komme frem til chancer, men jeg brændte for mange af chancerne, og det var også en af forklaringerne på, at jeg aldrig kom til udlandet eller spillede flere landskampe. Men jeg er glad og stolt over, at jeg har været en profil i Superligaen, siger Søren Frederiksen og fastslår, at han ikke ærgrer sig over noget:

- Nej, for jeg var ikke dygtig nok. Man kan godt tænke over, hvad der var sket, hvis jeg havde scoret på den og den, og så kan det være, jeg scorede over 150 mål i Superligaen eller 200. Det var chancerne i hvert fald til. Men man scorer ikke på det hele, og selv Ronaldo og Messi brænder en chancer en gang imellem.

Så bliver spørgsmålet, om "Duncan" tager målrekorden i den her sæson eller den næste, og hvordan han fejrer det, når han scorer mål nummer 140 i Superligaen.

Søren Frederiksen ved godt, hvordan han gerne ser en målfejring.

- Det ville jo være sejt, hvis han lige slog en kolbøtte eller to, så skal jeg nok også være den første til at lykønske ham. Jeg har stor respekt for hans karriere, og jeg kan lide ham både som spiller og som person. Så jeg bøjer mig i støvet, når han tager rekorden - specielt hvis han giver mig en kolbøtte eller to, siger Frederiksen.

Ud over at have rekorden for flest Superliga-mål nogensinde blev Søren Frederiksen i 1993/1994 Superliga-topscorer med 18 mål for Viborg FF og Silkeborg IF, mens han i 2002/2003 også med 18 scoringer delte topscorerprisen med Jan Kristiansen. Dengang spillede Frederiksen for Viborg igen.

To gange har karrieren budt på mesterskabet: I 1994 vandt han Superligaen med Silkeborg, og i 1999 vandt han Superligaen med AaB.

I dag er Søren Frederiksen ikke en del af fodbolden længere. Han stoppede i sommer som assistent i Viborg og arbejder nu som kørende sælger for Alticare, hvor han sælger produkter til vedlighedelse af bygninger. Det kan for eksempel være skoler og institutioner. Søren Frederiksen lover dog, at han en dag kommer tilbage til spillet i en eller anden funktion, for eksempel scout.