Superligaens mange millioner: Se, hvad din klub får i tv-penge
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Superligaens mange millioner: Se, hvad din klub får i tv-penge

Runde 13 blev en dyr fornøjelse for FC Nordsjælland, der gik glip af omkring tre millioner kroner, mens Brøndby IF og FC Midtjylland blev de store vindere. Se alle klubbers udbetalte tv-penge efter denne runde.

Som vi beskrev i sidste uge, er der omkring tre millioner kroner i forskel på at ligge på første- og tredjepladsen i Superligaen efter runde 13. I det lys var det en dyr weekend for FC Nordsjælland, der netop dumpede fra nummer ét til tre.

Omvendt kan FC Midtjylland og Brøndby IF glæde sig over, at de tjente et par millioner på at rykke op på henholdsvis første- og andenpladsen. 

Tre gange om året uddeles de 275 millioner kroner i tv-penge, som klubberne skal fordele mellem sig, og det beløber sig til godt 92 millioner pr. gang. Pengene uddeles efter runde 13, runde 26 (når grundspillet er slut), og efter sæsonen. 

Som grafen herunder viser, følges ligaplaceringerne og tv-pengene nogenlunde ad. Det skyldes, at en del af pengene udbetales efter netop placeringer, og en anden del udbetales efter resultater: En sejr giver 175.000, uafgjort 65.000.

Til gengæld tæller tv-stationernes kampvalg for 24 procent af pengene, hvilket forklarer, at Brøndby får flest penge, selv om klubben ligger nummer to, og hvorfor FC København får tredjeflest penge, selv om klubber befinder sig på femtepladsen. De to hovedstadsklubber er næsten hver runde nummer et og to på tv-kanalernes kampvalg.

De dårlige resultater kan dog alligevel mærkes hos mestrene, der fik 13,7 millioner ved første udbetaling efter 13 runde for et år siden. For de fire millioner kan man betale Erik Johanssons årsløn, så selv om Parken som forretning nok overlever uden de penge, er de ikke ligegyldige.

Tallene herunder er omtrentlige, da nogle klubber kan få mere eller mindre, end tipsbladet.dk's beregninger viser. Læs mere om usikkerheder på den anden side af grafen.

Se hele tipsbladet.dk's udregning af tv-pengene her.



1 FC Midtjylland 10,9 mio.
2 Brøndby IF 12,12 mio.
3 FC Nordsjælland  8,2 mio.
4 Hobro IK 7,2 mio.
5 FC København 9,77 mio.
6 AC Horsens 6,16 mio.
7 OB 6,86 mio.
8 AaB 6,17 mio.
9 Lyngby BK 5,11 mio.
10 AGF 5,14 mio.
11 Silkeborg IF 4,41 mio.
12 SønderjyskE 4,12 mio.
13 FC Helsingør 3,2 mio.
14  Randers FC 2,5 mio.

Sådan gjorde vi:
Vi har taget udgangspunkt i tv-aftalen, som uddeles tre gange om året: efter runde 13, efter runde 26 og efter sæsonen. Der er i alt 275 millioner til deling, hvilket vil sige lige under 92 millioner pr. gang.

Solidaritetspuljen: 30 procent af det samlede beløb. 2,1 millioner til hver klub.

Placeringspuljen: 30 procent af det samlede beløb. Fordeles efter klubbernes placering i Superliga-tabellen.

Markedspuljen: 24 procent af det samlede beløb. Første- og andetvalg på tv får 325.000, tredje- og fjerdevalg får 90.000, femte- og sjettevalg får 45.000, og syvendevalg får ingenting.

Kamppuljen: 16 procent af det samlede beløb. En sejr giver 175.000, uafgjort giver 65.000, og et nederlag giver ingenting.

Placeringspuljen og kamppuljen kan udregnes direkte fra tabellen og holdenes resultater. Markedspuljen er mere kompliceret. Vi har taget udgangspunkt i fordelingen her og regnet på, hvor mange penge de enkelte kampvalg har givet for den enkelte klub.

Der kan dog være usikkerheder. Eksempelvis er flere FCK-kampe blevet flyttet som følge af europæiske opgør, så de kan have fået penge for at være andetvalg, men i spilleplanen spillet som sjettevalg. 

Læs mere om fordelingen af tv-pengene her.