Video : Tipsbladet
Superliga

Svensk FCK-talent vil ikke på førsteholdet for hurtigt

Det svenske FCK-talent Henrik Belmann nyder at være i den danske mesterklub, selv om debuten lader vente på sig.

FC København har en rigtig fin tradition med svenske spillere, og i øjeblikket pryder Robin Olsen, Pierre Bengtsson, Erik Johansson og Mikael Antonsson holdkortet i den danske mesterklub. En ny profil kan muligvis være på vej fra U19-holdet.

Her tørner svenske Henrik Bellman ud, og den 18-årige midtbanespiller har været i FC København siden 2015, hvor han skiftede fra Helsingborgs IF. Bellman har stadig ikke fået sin debut for FCK, men han føler, det går den rigtige vej for ham, og at skiftet til den danske storklub var det bedste valg.

- Var jeg blevet i Sverige, havde jeg måske været lidt længere fremme karrieremæssigt, men jeg vælger at se på det på en anden måde, og det er, hvad der er bedst for min personlige udvikling. Det er vigtigt ikke at komme i A-truppen for tidligt og så tvinges til at sidde meget på bænken. Spilletid er alfa og omega i den her alder, hvor man udvikler sig mest, siger Henrik Bellman til Fotbolldirekt.se.

Han føler, at han hele tiden kommer nærmere at blive rykket op på FC Københavns førstehold, ligesom det senest er sket med jævnaldrende Carlo Holse.

- De siger, at jeg bare skal blive ved med at klø på, og så må tiden vise, hvad der sker. De er meget positive, og de tror lige så meget på det her, som jeg selv gør. Hvornår det bliver, ved jeg ikke, men jeg er ikke stresset. Jeg får masser af spilletid og er i et stimulerende miljø, hvor jeg hele tiden udvikler mig, lyder det fra den 18-årige svensker.

Henrik Bellman kan både spille på den centrale midtbane og på kanten, ligesom eksempelvis Youssef Toutouh kan i FC København.