Svensk FCM-målmand: Jeg har ikke noget at lave
Foto: Ernst van Norde/Polfoto
Superliga

Svensk FCM-målmand: Jeg har ikke noget at lave

Johan Dahlin er imponeret over FC Midtjylland og klubbens forsvar. Han mener selv, han har svært ved at vise sig frem, fordi han ikke har meget at lave.

Den svenske målmand Johan Dahlin blev i starten af januar hentet til FC Midtjylland i klubbens forsøg på at styrke sig og lægge endnu mere pres på konkurrenterne i Superligaen. Indtil videre er det gået, som de håbede i FCM, for siden vinterpausen er forspringet i toppen af Superligaen øget med tre point til 11. Dermed ligner det også et stensikkert midtjysk mesterskab senere på sæsonen.

I målet har Johan Dahlin imponeret med et par flotte redninger - blandt andet i kampen mod Randers FC - og så har han blot lukket to mål ind i sine første fem Superliga-kampe. Selv er han dog ikke klar til at tage meget kredit for den solide start i målet, og i stedet peger han på, at det er en smule svært at vise sit niveau og sine kvaliteter, fordi holdets defensiv ganske enkelt står så godt. Det fortæller han i et interview med metroxpress.

- Det føles godt (starten på FCM-karrieren, red.), men det er takket være mine markspillere. Det er faktisk svært at spille, når man ikke får noget at lave, siger Johan Dahlin, der dog er glad for, at det forholder sig sådan.

- Det er fantastisk sjovt at spille for et tophold, siger han til avisen metroxpress.

Johan Dahlin spillede senest for tyrkiske Genclerbirligi, og han blev hentet ind som førstemålmand. I opstarten vandt han kampen om at stå foran Jakob Haugaard og Lasse Heinze.