Video : Tipsbladet
Superliga

Svensk klub åben for længere FCK-lån

Halmstads BK kan godt forestille sig at beholde Mads Roerselv Rasmussen og Aboubakar Keita længere end til sommer.

FC København har i denne uge sendt hele to spillere på leje i den svenske klub Halmstad. Det drejer sig om den 17-årige højre back Mads Roerselv Rasmussen samt midtbanespilleren Aboubakar Keita, der har spillet en række kampe for FC Københavns førstehold - blandt andet fra start i returkampen mod PFC Ludogorets i Europa League.

FC København har et godt samarbejde med Halmstads BK, som også har den tidligere FCK-spiller Marcus Mathiesen i truppen. Keita og Roerslev Rasmussen er lejet af den svenske klub frem til sommer, men det kan blive længere tid.

- Vi starter der. Sidenhen skal både vi og FCK vurdere, om de skal tilbage, eller om de skal fortsætte hos os. Men samtidig køber vi os tid frem mod det næste transfervindue i forhold til, om vi skal forstærke os, siger Halmstads cheftræner, Janne Jönsson, til Hallandsposten.

Den svenske turnering sparkes i gang om godt en uge. Halmstads BK er oprykker i Allsvenskan.