Svensk klub snyder AGF for skarp angriber
Superliga

Svensk klub snyder AGF for skarp angriber

AGF var interesserede i angriber Vidar Örn Kjartansson, men han er på vej til lægetjek i Malmö FF, skriver svensk medie.

Glen Riddersholm og AGF er på jagt efter angrebsforstærkning, og mens Morten 'Duncan' Rasmussen er et emne i Aarhus, har den islandske skarpretter Vidar Örn Kjartansson også været varm på rygtebørsen i Aarhus, ifølge Ekstra Bladet. Angriberen, der i Tippeligaen i 2014 scorede 31 gange i 33 kampe, spiller aktuelt i kinesisk fodbold, men han er på vej tilbage til Skandinavien.

Det bliver dog ikke AGF, der vinder kampen om den 25-årige angriber fra Jiangsu.

Ifølge det svenske medie Expressen.se er angriberen meget, meget tæt på at skifte til Allan Kuhns Malmö FF, hvor han altså skal serviceres af blandt andre Anders Christiansen, der skrev under med den svenske klub tirsdag.

Det svenske medie fortæller, at Vidar Örn Kjartansson skal til lægetjek i Malmö senere onsdag, og at klubben præsenterer ham inden for kort tid.

Angiveligt køber den svenske klub Vidar Örn Kjartansson, der med skiftet optimerer sine muligheder for at komme med til sommerens EM i Frankrig.

Angriberens agent vil ikke sige så meget andet, end at der er stor interesse for Kjartansson.