Video : Tipsbladet
Superliga

Svensk medie: FCM har sat prisskilt på Olsson

Hvis IFK Norrköping vil have held med at købe Kristoffer Olsson, så skal de lægge 7,5 millioner kroner til Claus Steinlein og co.

Lokalavisen Norrköpings Tidningar meldte tidligere på ugen, at sidste sæsons svenske mesterhold, IFK Norrköping, ønsker at hente Kristoffer Olsson i FC Midtjylland.

Den svenske midtbanespiller har haft det svært oven på en situation i Superliga-kampen mod AGF, hvor Olsson efter 35 minutter blev udskiftet. Det var Olsson ikke tilfreds med og det blev gjort til kende. Cheftræner Jess Thorup var dog ikke tilfreds med sin spillers reaktion og siden da har Olsson siddet på bænken i FC Midtjylland.

Nu kan Olsson være på vej hjem til IFK Norrköping, som han spillede hos inden han i 2011 skiftede til Arsenal. Blandt andet fortalte Olsson i tirsdags, at et skifte hjem til Norrköping ville være interessant for den 21-årige midtbanespiller. 

FC Midtjylland har dog formentlig sat en stopklods for handlen. Mediet fotbolldirekt.se skriver nemlig, at FC Midtjylland vil have 7,5 millioner danske kroner for Olsson. 

IFK Norrköpings dyreste indkøb nogensinde var tilbage i 2007, da man for 3 millioner kroner hentede Marcin Burkhardt i Legia Warszawa. Omend klubbens økonomi sikkert ser bedre ud oven på mesterskabet i forrige sæson, så er 7,5 millioner meget for Norrköping.