Sviatchenko-salg: Var Ståle indblandet må han være bekymret for FCM's styrke
Foto: Ole Steen/Polfoto
Superliga

Sviatchenko-salg: Var Ståle indblandet må han være bekymret for FCM's styrke

Ståle Solbakken skal angiveligt have givet Celtic informationer om Erik Sviatchenkos frikøbsklausul. Hvis det er sandt, mener FCM's bestyrelsesformand, at Solbakken er bekymret for FCM's styrke.

FC Midtjylland spiller torsdag aften klubbens måske største kamp i historien, når engelske Manchester United gæster Herning. Her skal de danske mestre forsøge at få et godt resultat med til returkampen i Europa League i Manchester om en uge.

Kampen bliver uden forsvarsspiller Erik Sviatchenko, der længe har været blandt FC Midtjyllands absolut bedste spillere - og vigtigste spillere. En ledertype i forsvaret, der udefra set bliver svær at erstatte. Sviatchenko rykkede til Celtic for omkring 13 millioner kroner, og ifølge avisen BT var det FC København-manager Ståle Solbakken, der informerede sin norske kollega Ronny Delia om Sviatchenkos frikøbsklausul.

Mediet sportfortalt.dk har talt med FC Midtjyllands bestyrelsesformand, Rasmus Ankersen, om netop Ståle Solbakkens indflydelse på salget af Sviatchenko, og Rasmus Ankersen mener, at det siger en del om Solbakkens frygt for FCM, hvis han - som historien melder - har haft en finger i spillet om at få Sviatchenko væk fra Superligaen.

- Vi forventede at sælge Erik, så det var ingen overraskelse. Sådan er det. Gode spillere forsvinder, og så er der som regel nogle nye, der popper frem som profiler. Det er livets gang i professionel fodbold, og jeg tror ikke, at salget har så stor en betydning, som mange har en tendens til at tillægge det. Om det holder med Ståle, ved jeg ikke, og det er heller ikke noget, jeg er så optaget af. Hvis han har været indblandet, må det være udtryk for, at han bekymrer sig mere end almindeligt om FCM’s styrke, siger Rasmus Ankersen til sportfortalt.dk.

FC Midtjylland hentede i transfervinduet bulgaren Nikolay Bodurov samt finnen Daniel O'Shaughnessy ind på lejeaftaler som erstatning for Sviatchenko og Francis Dickoh, der begge har forladt klubben.

Bodurov ventes at starte inde for FC Midtjylland torsdag aften mod Manchester United.