Sydafrikansk landsholdsspiller på blokken i FCK
Foto: Tipsbladet
Superliga

Sydafrikansk landsholdsspiller på blokken i FCK

FC København sættes i forbindelse med den 30-årige sydafrikaner Tefu Mashamite, der kan hentes gratis i Kaizer Chiefs.

FC København har haft en voldsom transfertrafik meget tidligt i vinduet, hvor intet mindre end fire nye spillere er kommet til de danske vicemestre. Noget kunne dog tyde på, at svingdøren ikke har været i brug for sidste gang.

FC København sættes nu forbindelse med den sydafrikanske landsholdsspiller Tefu Mashamite, der har kontraktudløb i Kaizer Chiefs i morgen og derfor kan erhverves kvit og frit.

30-årige Tefu Mashamite slår sine folder bedst i det centrale forsvar, men han kan også bruges på venstreback, og det er noget af den alsidighed, FCK angiveligt er brændt varme på. Den danske storklub har dog endnu ikke indledt forhandlinger med Mashamite.

- Jeg vil ikke tale om noget, der ikke er konkret. Der var blot tale om en forespørgsel, efter Chiefs meldte ud, at de ikke ville forlænge hans kontrakt. Jeg arbejder stadig på at få klarhed over hans fremtid, men vi har ikke travlt, siger spillerens agent Jazzman Mahlakgane til news24.com.

Tefu Mashamite har tilbragt hele sin karriere i hjemlandet Sydafrika, hvor han foruden Kaizer Chiefs har tørnet ud for Bidvest Wits, der er en af Brøndbys nærmeste samarbejdsklubber. Foruden FC København viser Mamelodi Sundowns også interesse for den rutinerede forsvarsspiller, der står noteret for en lille håndfuld landskampe for Bafana Bafana.