Syv spørgsmål til Superligaen: Kan FCM og Brøndby holde snor i FCK?
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Superliga

Syv spørgsmål til Superligaen: Kan FCM og Brøndby holde snor i FCK?

Syv kampe, syv spørgsmål. Syv svar. Tipsbladet.dk sætter fokus på Superliga-kampene ved at stille et spørgsmål, der skal svar på, til hver kamp.

FC København cruiser mod mesterskabet her efter 14 kampe i sæsonen, og Ståle Solbakkens mandskab har et forspring på seks point til Brøndby IF og FC Midtjylland. Netop FC Midtjylland er modstanderen på søndag, hvor Jess Thorups tropper har muligheden for at hale ind på FCK. Kampen spilles i Herning.

Brøndby får besøg af AaB - også et interessant opgør - mens der i bunden af tabellen er pres på både OB og Esbjerg. Førstnævnte gæster Silkeborg fredag aften, og udeholdet har ikke råd til at tabe det opgør. Aktuelt er der fire point fra SIF og ned til OB. Esbjerg spiller mandag aften ude mod AGF, og det er også et meget interessant opgør, der venter. Hjemmeholdet AGF har 13 point, Esbjerg har otte, og for udeholdet er det også en kamp, hvor der ikke er råd til, at afstanden til AGF vokser.

Lad os tage et kig på alle kampene i denne 15. runde af Superligaen.

Får OB den sejr, klubben så desperat har brug for?
Silkeborg IF - OB, fredag klokken 18.00, TV3 Sport 1

Blot et mål i de seneste syv kampe har OB scoret. Tænk lige over, hvor vildt det faktisk er. Holdet har offensive profiler som Rasmus Festersen, Anders K. Jacobsen og Rasmus Jönsson, men på banen har spillet haltet, og det skal der rettes op på.

Kent Nielsens mandskab er næstsidst i Superligaen, og i kampen mod den dårlige form kan Nielsen glæde sig over at have Rasmus Festersen tilbage efter skade, og der er nok en fin chance for, at han kommer i spil mod Silkeborg.

OB har brug for tre point, og dem skal holdet gerne have mod en modstander, der sandsynligvis er en rival i spillet om nedrykning.

Læs optakten til kampen her.

Kan Viborg stille hold?
FC Nordsjælland - Viborg FF, fredag klokken 20.15, Canal 9

Spørgsmålet er nemt at besvare, for selvfølgelig kan Viborg stille hold, men der ligger en lidt dybere mening med spørgsmålet, for Viborg er hårdt plaget af skader. Otte mand kan være ude til opgøret mod FC Nordsjælland, og alle spillere er spillere, der vil kunne forstærke startopstillingen.

Det presser truppen, og det gør, at Johnny Mølby skal tænke i alternativer. Han kan fortsat stille et pænt hold, men uden spillere som Jeroen Veldmate, Christian Keller, Osama Akharraz, Oliver Thychosen, Jeppe Curth, Mikkel Vestergaard og George Fochive er holdet bare ramt. Samtidig er venstre back Jonas Thorsen formentlig også ude, så Johnny Mølby noget at gruble over.

Klubben skal samtidig revanchere et skuffende 1-3 nederlag hjemme til SIF, men det bliver svært mod et FC Nordsjælland-hold, der med Marcus Ingvartsen i front har Superligaens måske skarpeste angriber for tiden.

Læs optakten til kampen her.

Hvordan reagerer Lyngby på skuffende pokalexit?
Lyngby BK - Randers FC, lørdag klokken 16.00, TV3 Sport 1

Randers FC tabte i weekenden med 0-1 i AC Horsens, og selv om det nederlag var en smule skuffende, var det ikke en katastrofe for klubben, der trods alt fortsat leger med helt i toppen af Superligaen. Nu venter så en direkte konkurrent om pladserne i subtoppen, hvor Lyngby aktuelt ligger nummer fire i Superligaen, mens Randers er et point efter på femtepladsen.

Især Lyngby er interessant at se nærmere på, efter klubben yderst skuffende tabte med 3-4 i DBU Pokalen til Kjellerup IF fra KanalSport Divisionen. Specielt efter at Lyngby var foran med 3-0 ved pausen!

Lyngby skal vise, at der var tale om en enlig svale, og det bliver ret interessant at se, om det måske er begyndelsen på en lille nedtur for oprykkerklubben, der ellers har præsteret så godt.

Læs optakten til kampen her.

Påvirker trænersnakken SønderjyskE-holdet?
SønderjyskE - AC Horsens, søndag klokken 13.00, EuroSport 2

Træner Jakob Michelsen har leveret store præstationer med SønderjyskE-holdet, som han sidste år tog helt frem til en placering som nummer to i Superligaen. Det fortjener respekt, og igen i denne sæson har det været godt i Superligaen efter en svær start på sæsonen, hvor holdet satsede på Europa og var særdeles tæt på at komme i Europa League-gruppespillet.

De gode resultater gør dog også Michelsen interessant for andre klubber, og den 36-årige træner bliver nu sat i forbindelse med jobbet i Hammarby. Om det kommer til at påvirke holdet på nogen måde, at cheftræneren sættes i forbindelse med andre job, må vi se.

KLIK HER FOR AT KOMME TIL SIDE 2 OG FIND UD AF, HVAD DER ER FOKUS PÅ I BRØNDBY - AAB, FCM - FCK  OG AGF - EFB