T. Rasmussen: Var klar i hovedet i Brøndby

Thomas Rasmussen er en venstrebenet allrounder i Brøndby med fortid i Farum, Tyskland og Belgien.
Thomas Rasmussen mener selv, at han viste sit værd i sin sidste tid i Brøndby. Foto: Scanpix.
Thomas Rasmusen føler, at han viste sit værd i hele sin sidste tid i Brøndby. Nu venter nye udfordringer i Lyngby.

Efter seks et halvt år i Brøndby, meddelte Thomas Rasmussen i september 2011, at han havde skrevet under med Lyngby fra d. 1. januar 2012. Fra da han kom til klubben i 2005, har han næsten været fast mand hele vejen igennem, men da skiftet med Lyngby faldt på plads, blev han sat af. Han fik sig dog kæmpet tilbage i løbet af sin sidste tid i klubben.

- Jeg spillede de mange første kampe, indtil jeg sagde til klubben, at jeg skiftede til Lyngby, men jeg var klar i hovedet og var klar at tage skridtet videre. Jeg prøvede at få det bedste ud af min sidste tid i Brøndby. Jeg arbejdede hårdt til hver eneste træning for at vise, at jeg var klar. Jeg klarede det egentlig fint, og jeg synes også, at jeg beviste, at jeg var klar til det sidste, da jeg scorede målet mod FC København. Så der var ikke nogen, der kunne sætte en finger på mig, siger han til tipsbladet.dk.

I løbet af det halve år brugte Thomas Rasmussen meget tid på de unge spillere, som han spillede reserveholdskampe og trænede med. Det hjalp ham igennem perioden.

- Jeg engagerede mig meget med de unge spillere, for hvis der er noget, som unge spiller har, så er det en masse humør og gåpåmod, og det hjalp mig igennem træningen. Men man skal ikke glemme, at jeg skrev ikke under med Lyngby, fordi jeg ikke spillede. Jeg skrev under med Lyngby, fordi jeg gerne ville til klubben, fortæller Rasmussen.

34-årige Thomas Rasmussen nåede at spille 143 ligakampe for Brøndby og har tidligere spillet for blandt andre Farum, Hansa Rostock og senest Brøndby, inden turen gik til Lyngby, hvor han er at finde indtil sommeren 2013.

Første mulighed for Lyngby-debut til Thomas Rasmussen bliver d. 4. marts, hvor FC Midtjylland tager imod den nedrykningstruede klub.

Seneste nyt på tipsbladet.dk