Talenterne: Fem spillere der får et gennembrud i Superliga-foråret
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Superliga

Talenterne: Fem spillere der får et gennembrud i Superliga-foråret

Superligaen er lige om hjørnet, og det samme er det næste, store talent måske. Her vil vi kigge på fem spillere, der kan få et gennembrud i Superliga-foråret.

Mens der i dansk fodbold i øjeblikket diskuteres, om Superliga-klubberne henter for mange udlændinge, er det med at kigge på nogle af de danskere, der kan få et gennebrud i Superliga-foråret.

For der er nogle, selv om de danske klubber har handlet i udlandet.

I efteråret kan man for eksempel argumentere for, at spillere som Robert Skov fra Silkeborg IF, Svenn Crone fra Brøndby IF og Joakim Mæhle fra AaB fik deres store gennembrud, og her i foråret vil der helt sikkert også være nogle unge spillere, der går ind og beviser, at de kan være med på højeste niveau.

Tipsbladet.dk kigger her på fem navne, som vi tror kan få et stort gennembrud i foråret.

Kriterierne er simple: Det skal være unge spillere uden alt for meget erfaring i Superligaen. Derfor er spillere som Jens Jakob Thomasen fra OB valgt fra til denne liste. Thomasen har 31 Superliga-kampe nu og slog sit navn fast i efteråret. Ligesom Joakim Mæhle i AaB gjorde det, og Mikkel Kallesøe gjorde det i Randers.

Her er fem bud på talenter, der står til et gennembrud.


KRISTIAN RIIS

Klub: FC Midtjylland
Position: Midterforsvarer
Alder: 19 år
Kampe: 6 Superliga-kampe

Den 19-årige centerback er en del af FC Midtjyllands meget talentfulde årgang 97, og midterforsvaren har alle muligheder for at slå sit navn fast i foråret og blive den næste midtjyske centerforsvarer, der får muligheden for at komme til udlandet, som Simon Kjær, Winston Reid og Erik Sviatchenko.

Riis er en aggressiv forsvarsspiller, der stammer fra Sønderjylland og har spillet i FC Midtjylland, siden han var 15 år. Skader har måske gjort, at gennembruddet ikke er kommet tidligere, men nu har han alle muligheder for at sætte sig på pladsen ved siden af Kian Hansen i FC Midtjyllands centrale forsvar. Klubben har nemlig solgt Patrick Banggaard til tyske Darmstadt, så Riis får en stor chance for at vinde pladsen i midterforsvaret.

At dømme ud fra hans præstationer i efteråret er det en chance, han griber.

---


SAMMY SKYTTE
Klub
: Silkeborg IF
Position: Central midtbane
Alder: 19 år
Kampe: 6 Superliga-kampe

Den meget talentfulde midtbanespiller fra Silkeborg IF har døjet med skader det seneste års tid, men nu er han endelig klar, og i de seks kampe i Superliga-efteråret, han fik, viste han prøver på det store talent, han altid har haft.

Sammy Skytte er en kraftfuld, meget teknisk stærk midtbanespiller, der er hurtig i replikken og til tider en fornøjelse på en fodboldbane. Han kommer i hård konkurrence med Mikkel Vendelbo om pladsen ved siden af Ibrahim Moro centralt på midtbanen, men Vendelbo er skadet for tiden, så det ligner, at Skytte får chancen, når sæsonen starter om små to uger.

Sammy Skytte er fysisk stærk, overraskende hurtig og en god dribler, der både kan agere som en spilfordeler på midtbanen og en decideret playmaker. Mod FC Midtjylland i SIF's første testkampe til forårssæsonen dominerede Skytte midtbanen. Han er samtidig hovedstødsstærk, og holder han sig skadesfri, er der gode chancer for, at han vinder pladsen fra Mikkel Vendelbo og inden for kort tid bliver en profil for Silkeborg.

---


MAGNUS CHRISTENSEN
Klub
: AaB
Position: Central midtbane
Alder: 19 år
Kampe: 14 Superliga-kampe

Lars Søndergaard havde tro på Magnus Christensen, der i efteråret spillede 14 af 21 mulige kampe. Syv fra start. Og den unge centrale midtbanespiller kan meget vel få flere minutter og et egentligt gennembrud under træner Morten Wieghorst, der spiller med fem midtbanespillere, hvor Søndergaard spillede med fire.

Det gavner selvsagt Magnus Christensen, der skiftede til AaB som 13-årig. Nordjyden har erfaring fra ungdomslandshold, og han er klassisk AaB-spiller, forstået på den måde, at det er en egenudviklet spiller, der skal forsøge at slå sit navn fast på førsteholdet og erobre en plads i startopstillingen.

Den 19-årige midtbanespiller er på kontrakt frem til 2020, og han kan derfor fokusere på at udvikle sit spil. Christensen har et godt touch på bolden, er rolig og stabil i sine præstationer, og i efteråret faldt han ingenlunde igennem, da han fik chancen.

Magnus Christensen har gode muligheder for at få et gennembrud i foråret.

---


MATHIAS KRISTENSEN
Klub
: Esbjerg fB
Position: Offensiv midtbane
Alder: 19 år
Kampe: 10 Superliga-kampe

Der har ikke været meget at juble over i Esbjerg fB det seneste års tid, men det må alligevel glæde fansene af den vestjyske klub, at 19-årige Mathias Kristensen i efteråret fik vist prøver på et pænt talent.

Kristensen spillede primært kant under Colin Todd i englænderens klassiske 4-4-2, men han er nok i virkeligheden bedre som den offensive midtbane i en 4-2-3-1-opstilling. Heldigt for Kristensen, at EfB under Lars Lungi Sørensen har spillet 4-2-3-1 i optakten til foråret.

Den lille midtbanespiller er teknisk stærk og har et godt øje for medspillerne. Hans afleveringer er gode, og så er han ikke bange for at arbejde, hvis der er brug for det. Og det er der ofte.

Med tilgangen af mange udenlandske og ukendte navne i Esbjerg fB, bliver det interessant at se, hvordan Mathias Kristensen gør det i EfB, hvor han i en meget ung alder kan få en vigtig rolle i Esbjergs kamp for at undgå nedrykning.

---


VICTOR NELSSON
Klub
: FC Nordsjælland
Position: Defensiv midtbane
Alder: 18 år
Kampe: 13 Superliga-kampe

Man kan godt argumentere for, at Victor Nelsson fik et gennembrud i efteråret, men vi tror, der er meget, meget mere i vente fra den centrale midtbanespiller, der kun er 18 år og i foråret kan slå sit gennembrud helt fast.

Midtbanespilleren, der primært har til opgave at bryde modstandernes angreb og ødelægge spillet, når FCN forsvarer, kan også offensivt begå sig, så eksempelvis Stanislav Lobotka kan koncentrere sig mere om at sætte de offensive spillere i scene.

Victor Nelsson er trods sin unge alder allerede fysisk stærk og slet, slet ikke bange for at gå ind i dueller med større og stærkere modstandere. Det er en kvalitet, som alle Superliga-klubber efterspørger.

Holder han niveauet, kommer han til at ende med masser af spilletid i foråret, et gennembrud og ikke mindst en stor fremtid.

FOTOS: GETTY IMAGES