Thelander om fremtid: Spilletid er det vigtigste
Illustration
Superliga

Thelander om fremtid: Spilletid er det vigtigste

AaB vil forlænge med Rasmus Thelander, der også gerne vil blive, hvis han kan komme til at spille mere end i slutningen af efterårssæsonen.

Rasmus Thelander var fast mand for AaB i starten af sæsonen, men så overtog Kenneth Emil Petersen pladsen ved siden af Lasse Nielsen, og den 22-årige forsvarer blev sat ud på bænken. Siden fik Thelander kun en enkelt kamp fra start, og det var i 17. spillerunde, hvor Lasse Nielsen havde karantæne.

Til sommer udløber hans kontrakt med AaB, og mens nordjyderne har indikeret overfor ham, at de vil forlænge, så er Thelander i tvivl.

- Jeg har prøvet at spille i Superligaen nu og vist, jeg kan være med. Jeg har en alder, hvor det er afgørende, at jeg spiller, og det vil jeg allerhelst gøre i AaB, men spilletiden er det vigtigste. Jeg vil ikke sige, det er 100 procent afgørende, men det spiller ind, om der sker noget med Lasse i transfervinduet, for så længe han og Kenneth Emil er her, ser det svært ud med at få mere spilletid. Lige nu føler jeg, at det kan gå begge veje, siger Rasmus Thelander til tipsbladet.dk.

Derfor ser det heller ikke ud til, at der er en snarlig afklaring under opsejling, og derfor kan der altså gå lidt tid, inden det bliver afklaret, om Thelander fortsætter i AaB, eller om han skifter til en anden klub.

- AaB vil gerne forlænge, og de vil også gerne have en hurtig afklaring. Det forstår jeg godt, men jeg har også fortalt dem, hvad jeg vil, og det er at spille. Derfor er det svært for mig at skrive under på en kontrakt, når jeg ikke ved præcis, hvad der kommer til at ske. Derfor vil jeg gerne vente og tænke lidt mere over situationen. Det er svært at sige, hvad der kommer til at ske, siger AaB'eren.

Rasmus Thelander kom til AaB fra AB i sommeren 2012.