Thomas Delaney: I AGF har man store tanker om sig selv
Foto: Martin Davidsen/tipsbladet.dk
Superliga

Thomas Delaney: I AGF har man store tanker om sig selv

FC Københavns anfører Thomas Delaney ser frem mod torsdagens pokalfinale.

FC København har et solidt forspring i Superligaen, så klubben har alle muligheder for at koncentrere sig hundrede procent om torsdagens finale i DBU Pokalen. 
 
Anfører Thomas Delaney lægger da heller ikke skjul på, at pokalturneringen har høj prioritet hos FC København.
 
- Når vi før hver sæson kigger frem mod en ny sæson, går vi altid efter at vinde både pokaltitlen og Superligaen. Vi kommer for at vinde. Selvom der har været meget snak om, at vi ikke går op i det, viser resultaterne i hvert fald, at vi vinder. Så det er ikke helt rigtigt. Så handler det om, at det er en anden kamp. Kigger man på de to klubbers seneste kamp, er der forskel på resultaterne, men AGF kommer også i en situation, hvor de ikke har noget at tabe. Det gør det selvfølgelig svært, siger Thomas Delaney til tipsbladet.dk.
 
Mens det for FC København er den tredje pokalfinale på fire år, er der sand pokalfeber i Aarhus, fordi AGF er i sin første finale i evigheder. Thomas Delaney tror, at styrkeforholdet mellem FC København og AGF bliver ændret på grund af pokalfinalens natur.
 
- Til en vis grad bliver det udlignet. AGF kan gå ind til kampen med indstillingen ’taber vi, så taber vi’. På papiret vil det ikke vække opsigt, hvis vi slår AGF, men det er jo en stor ting. Man kan se på deres fans, at det betyder rigtig meget for dem. Jeg ved det også fra spillerne. I AGF har man store tanker om sig selv, så at kunne hæve en pokal er en kæmpe motivation for dem. Selvom jeg vil kalde os for favoritter, er det en helt anden kamp på torsdag. Jeg tror, den bliver spillet i høj tempo, siger Delaney, der glæder sig over, at der er udsolgt i nationalarenaen.
 
- Det er sindssygt fedt. Det er det gode ved, at vi møder AGF: Der bor mange jyder i København, og der kommer mange fra Jylland. Det gør det til noget federe. Det var lidt noget andet, da vi mødte FC Vestsjælland i sidste sæson. Det gør selvfølgelig kampen sværere, at det er 50-50 på tilskuerpladserne, men det skal nok blive fedt alligevel, siger han. 
 
FC København har ikke tabt en hjemmekamp i Superligaen siden ruder konge var knægt (efteråret 2014, red.), og selvom københavnerne formelt er udehold torsdag, er Thomas Delaney fuld af selvtillid og fortrøstning.
 
- Det er altid rart at spille i Parken, og vi kommer til at have mange mennesker bag os. Vi kommer med en stor tro på, at vi kan score mange mål, så hvorfor skulle vi ikke også kunne gøre det her. Men det er måske også den største forskel: Hvordan ville AGF troppe op i en Superliga-kamp i forhold til, at det nu er en finale?
 
Interviewet med Thomas Delaney er en del af en større snak, der kan høres i nedenstående fil fra Soundcloud: