Thomas Enevoldsen leder stadig efter klub: Har sagt nej til flere klubber
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Superliga

Thomas Enevoldsen leder stadig efter klub: Har sagt nej til flere klubber

Den danske offensivspiller er fortsat på udkig efter en ny arbejdsgiver - han er meget interesseret i at komme til USA, hvis muligheden opstår.

Det er ikke fodbold, USA er kendt for, men for Thomas Enevoldsen er det drømmen at komme til USA og spille fodbold.

Den tidligere AaB-, Mechelen- og Groningen-spiller stoppede i AaB, da aftalen med den nordjyske klub udløb den 30. juni 2017.

Thomas Enevoldsen, 29 år, leder efter en ny arbejdsgiver, og indtil videre har han været tålmodig i jagten på at finde det helt rigtige eventyr og et nyt udlandsophold, altså gerne i USA i Major League Soccer.

- Der har været en del interesse og konkrete tilbud, men det er ikke noget, jeg har brugt så lang tid på at overveje, siger Thomas Enevoldsen til tipsbladet.dk.

- Min klare førsteprioritet er at komme til udlandet. Det har altid været min drøm at komme til USA, og det håber jeg kan lade sig gøre. Men det er ikke det nemmeste, for sommervinduet er ikke det største i USA, og mange klubber har ikke midler tilbage på salary cappen. Så det går jeg med overvejelser om.

Offensivspilleren, der både kan spille på kanten og i angrebet, har takket nej til tilbud fra Norge, Sverige, Tyskland, Kasakhstan og Grækenland, men han afviser ikke at skrive kontrakt med en klub fra et land uden for USA, hvis bare det er det rigtige, der er en god plan for klubben, og der er ambitioner i klubben.

Og så fortæller Enevoldsen, at han ej heller vil afvise at skrive en kort kontrakt med en klub, så han igen til januar kan forsøge at komme til USA, hvor de fleste aftaler bliver lavet mellem spillere og klubber: Med andre ord er meget fortsat i spil for den tidligere landsholdsspiller.

- Jeg vil gerne snart spille noget fodbold igen. Jeg løber en masse, men jeg vil gerne spille noget bold igen. Jeg skriver ikke bare under for at skrive under, for det skal stadig være den rigtige mulighed, siger Enevoldsen, der igen slår fast, at førsteprioriteten er MLS:

- Det har også været noget dialog, og der er stadig noget tid at løbe på. Deres transfervindue (USA, red.) er kun lige åbnet, så der kan godt dukke noget op.

Thomas Enevoldsen, der har 11 landskampe på cv'et, var i udlandet mellem 2009 og 2015. Han fik sin professionelle debut for AaB i 2005, som han spillede for, frem til skfitet til Groningen. I 2015 vendte han hjem til AaB.