Thomas Frank: Flere mangler formen
Illustration
Superliga

Thomas Frank: Flere mangler formen

Brøndby-træner Thomas Frank er ærgerlig over, at flere spillere i offensiven er et stykke fra topformen.

Brøndby har siden transfervinduet med masser af indkøb lukkede tabt begge de to spillere Superliga-kampe. Først hjemme mod Randers FC og søndag ude mod FC København. 

Mod FC København havde Brøndby mere end svært ved at skabe chancer, og Brøndby-træner Thomas Frank var efter kampen ærgerlig over at omdrejningspunktet i det fremadrettede spil, Thomas Kahlenberg ikke havde en af sine bedste dage.

Men træneren ser i det hele taget problemer over det meste af den offensive linje.

- Jeg tror, der er forskellige ting. I foråret spillede vi med Makienok og Nunez, hvilket så ret fornuftigt ud og også gjorde det i starten af sæsonen. Simon bliver solgt, og Ariel Nunez bliver skadet. Nu står vi i en ny situation med Elmander, der er en klassespiller, når han kommer i form. Det er han ikke endnu, siger Thomas Frank. 

- Når man spiller deroppe skal der være friskhed til de afgørende aktioner og bruge din power, og han er så ude mod FCK. Men han har endnu ikke spillet med en fast makker - Teemu Pukki er lige kommet. Andrew Hjulsager er lige kommet tilbage, Alexander Szymanowski slider med det i øjeblikket oven på sin skade, Elba Rashani slider også og er lige kommet, og Hasani er skadet. 

- Man kan se, at spillere som Elmander og Pukki har det i sig - de kan gøre en forskel, men det handler om formen. Men når så mange mangler det afgørende touch, er det klart, at en Kahlenberg ikke kan gøre det alene.

Brøndby møder Esbjerg fB i den kommende spillerunde, og Thomas Frank er fortrøstningsfuld i forhold til at få skærpet de forskellige spilleres skarphed og regner med at Johan Elmander er tilbage i fuld træning midt på ugen.