Thomas Frank: Savner ikke et dumt svin på holdet
Illustration
Superliga

Thomas Frank: Savner ikke et dumt svin på holdet

Brøndby tager søndag imod SønderjyskE, og det er en kamp, som Brøndby-træner Thomas Frank ser frem til. Vi har talt med chefen om kampen, at skabe et fort på hjemmebane og en dårlig udebanestatistik.

I sommer hentede Brøndby IF store profiler hjem til dansk fodbold i form af Daniel Agger og Johan Elmander, ligesom klubben fik fat i en giftig målnæse i form af Teemu Pukki. Der er nemlig store ambitioner på Vestegnen, hvor målsætningen er top tre hvert eneste år og et dansk mesterskab inden 2018. Tipsbladet.dk har talt med chefen for det spillet på banen, nemlig Thomas Frank.

SønderjyskE har ikke tabt i ni kampe i streg. Hvad bliver det for en kamp for jer?

- Jeg har også registreret, at de ikke har tabt i ni kampe i træk. Men jeg har også registreret, at sidst, de tabte, var mod os. Dengang vandt vi 2-0, og det er selvfølgelig det, jeg siger til mine spillere. Lars Søndergaard (SønderjyskE-træner, red.) siger det formentlig også til sine spillere, og han peger nok på, at de skal ud vise, at det var en fejl, de tabte til os sidst.

- Det bliver helt sikkert en god kamp mod dem, og vi skal have kvalitet i det, vi er gode til. Vi skal bruge få berøringer, og vi skal løbe dybt og spille bolde ned bag dem, for de er dygtige til at lukke spillet ned. Når det er sagt, så har jeg kæmpe respekt for SønderjyskE. Deres resultater taler for sig selv, og det, Lars Søndergaard og staben med Peter Enevoldsen har skabt, får de bestemt ikke nok ros for. At de er ubesejret i så mange kampe i træk, vidner om stabilitet. Det er et hold, der er god organisatorisk, de er fysisk stærke, og de har kvalitet på standardsituationer. Samtidig er de kloge og direkte i deres spil, og de skaber mange chancer i kampene - blandt andet fordi de er så skarpe i omstillingerne. Det så vi selv i Parken, og selv om jeg selvfølgelig har tro på vores egne evner, har jeg respekt for SønderjyskE.

I er blevet et stærkt hjemmehold. Hvorfor?

- Jeg glæder mig over, at vores hjemmebane igen er ved at blive et fort, som det var i gamle dage, hvor det var et sted, modstanderne frygtede og aldrig forventede at få noget med hjem fra.  Det er de små ting, der tæller, og før Randers-kampen (som Brøndby tabte 0-2, red.) havde vi ikke tabt i ni hjemmekampe i træk. Vi har vundet de sidste tre kampe, vi har spillet på hjemmebane, og det er faktisk fem år siden, vi sidst har gjort det i Superligaen.

- En af de store forudsætninger, hvis du skal være tophold i Superligaen, er, at du skal have mange point på hjemmebane. Hvis du ser på Midtjylland nu, har de vundet alle deres hjemmekampe, så det er nøglen.

Til gengæld har I kun vundet én gang på udebane i år. Der skal I vel forbedre jer?

- Statistik er jo godt at bruge på den ene eller anden måde. I sidste sæson fik vi næstflest point af alle på udebane, så det er jo det, jeg bruger over for mine spillere. Vi har mange af de samme spillere, så selvfølgelig taler jeg med dem om det. Det kommer ikke over natten, for vi har fortsat et ungt hold, og det har man kunnet se, når de etablerede spillere har været ude. Vi er glade for, at vi er gode på hjemmebane, men vi ved også, at vi skal blive bedre på udebane. Det er jeg opmærksom på. Jeg ved godt, det ikke er tilfældigheder, men jeg synes faktisk, at vi har været tæt på i et par omgange. 0-0-kampen i Esbjerg, 2-2-kampen i Esbjerg. Vi kunne have vundet begge kampe. Hobro-kampen taler for sig selv.

Er I gode nok til at ændre taktikken, når det ikke kører, eller savner I til tider det her dumme svin på midtbanen?

- Jeg synes faktisk ikke, vi savner et dumt svin på vores hold. Hvis du tager kampen i Hobro, så er det rigtigt, at Hobro som hjemmehold skraldede mere igennem, men de var jo bedre i alle faser. Vi kommer under tryk, når vi spiller på udebane, det må vi forvente, og det synes jeg faktisk også, vi normalt er gode til at håndtere. Det er kampen i Esbjerg et udmærket eksempel på. Jeg har respekt for alle fodboldstile, og vores stil er, at vi gerne vil spille og presse modstanderen højt, når det er muligt. Men vi skal også være fleksible, og det er det, vi arbejder på.