Det kan have været Johnny Thomsens FCK-dødsstød, da klubben for nylig forlængede kontrakten med Lars Jacobsen. FC København investerede nemlig også i sommer i Frederikstad-back'en Christian Gamboa, der fik chancen i den betydningsløse Europa League-kamp mod Standard Liege.
Johnny Thomsen har da også selv sagt, at han og klubben mener, det er for meget med tre højre backs. Thomsen kan altså allerede være fortid i FCK i januar. SønderjyskE's sportschef Ole Nielsen sagde i går, at de holder kontakten med Thomsen vedlige, og mon ikke også der er andre Superliga-klubber, der kan bruge 29-årige Thomsen, der har spillet tre A-landskampe.
- Situationen er, at han har kontrakt med FC København. Både han og klubben mener, at det er en uholdbar situation med tre højre backs. Bliver det tilfældet, at han skal væk, holder vi mulighederne åbne. Johnny er en dygtig spiller med mange kvaliteter, og der findes også løsninger for ham, men lad os nu lige slå koldt vand i blodet og se, hvad der sker, siger Thomsens agent Jacob "Gaxe" Gregersen til tipsbladet.dk.
FCK-back'en måtte i øvrigt melde afbud til føromtalte landskamp på grund af en skade, og han er ikke fundet god nok til det ligalandshold, der i januar skal til Thailand for at spille Kings Cup. FCK-backen spillede i SønderjyskE fra 2006 og frem til i sommer. Han skiftede til sønderjyderne fra Fredericia.
Johnny Thomsens agent Jacob "Gaxe" Gregersen har selv en fortid i SønderjyskE. Han stoppede som sportschef i klubben i marts 2010 og blev senere afløst af Ole Nielsen, der altså i dag holder kontakt med Johnny Thomsen, der har kontrakt med FCK til sommeren 2013.