Video : Tipsbladet
Superliga

Thorup: Vi får problemer mod Brøndby, hvis vi ikke spiller modent

FC Midtjylland ved af erfaring, at de får det svært mod Brøndby IF, hvis de ikke spiller modent, som cheftræner Jess Thorup siger forud for søndagens opgør.

Sidst FC Midtjylland mødte Brøndby IF, tabte førstnævnte 4-2 og det endda på hjemmebane. Så cheftræner Jess Thorup ved, hvad han taler om, når han siger, at hans hold skal passe på i søndagens udekamp.

Opgøret falder blot tre dage, efter FC Midtjylland vandt med samme cifre over Ferencvaros i Europa League-kvalifikationen, og Thorup forlanger en god præstation fra sit hold, hvis de skal have noget brugbart med hjem fra Brøndby.

- Endnu en svær udekampe. Vi vil gerne godt fra land i Superligaen, og skal vi det, så skal vi til Brøndby og spille en moden kamp, for ellers får vi problemer. Det har vi set tidligere. Så forberedelserne er allerede begyndt i nattens løb. Èn ting er at evaluere den kamp, vi lige har spillet, men også allerede at kigge fremad, siger Thorup i et interview med FCM TV.

Søndagens udekamp er Superliga-premiere for begge hold, men ikke sæsonpremiere. FC Midtjylland var allerede for to uger siden i aktion i Europa League-kvalifikationen mod Derry City, og Brøndby sæsondebuterede torsdag aften i samme turnering mod finske VPS Vaasa.

Se hele interviewet med Jess Thorup, hvor han både evaluerer Ferencvaros-kampen og ser frem mod opgøret på Vestegnen, i videoen i toppen af artiklen.