Video : Tipsbladet
Superliga

Thorup ville have slået AGF endnu større: Kunne have kørt dem midt over

FC Midtjyllands 3-0-sejr over AGF var ikke et mål for stor, mener cheftræner Jess Thorup, der mener, at hans hold burde have scoret endnu flere mål.

Ganske vist havde AGF undervejs i kampen et par store chancer, som de burde have scoret på, men det samme kan siges om FC Midtjylland. Holdet ramte blandt andet træværket to gange, og derfor var 3-0-sejren ikke mindre, end holdet fortjente.

Det er cheftræner Jess Thorups konklusion her dagen derpå. Thorup er selvsagt glad og tilfreds med sit holds indsats og ikke mindst med resultatet, og hans største anke lader til at være, at sejren ikke blev større end de tre mål.

- Det var eftertrykkeligt. Virkelig en klassesejr, vi får, og den er jo fuldt fortjent og skal vel i virkeligheden blive noget større. Så vi kunne virkelig have kørt dem midt over, siger Thorup i et interview med FCM TV.

- Men vigtigst for mig var måden, det skete på. Selvfølgelig også at vi holder nullet. I øjeblikket bliver vi punket for, at godt nok scorer vi mange mål, "men..." siger alle folk. Så det var fedt at få flere parametre sat i spil.

De tre point gjorde også gode ting for FC Midtjyllands placering i Superligaen, for den skød holdet op på andenpladsen, lige mellem FC Nordsjælland og FC København. Holdet møder AaB på hjemmebane som det sidste ligaopgør, inden der er pause på grund af landskampene.

FC Midtjyllands flotte præstation i Aarhus afspejler sig også på Rundens Hold, som har tre FCM'ere med i denne uge.

Du kan se hele interviewet med Jess Thorup i videoen i toppen af artiklen.