Ikke siden 2008 er det lykkes Brøndby at slå FC København. I denne sæson er det blevet til et nederlag til ærkerivalerne i Superligaen og i DBU Pokalen. Søndag er det revanchetid. En revanche som den tidlgiere FC Midtjylland-spiller Mikkel Thygesen håber inderligt på at få.
- Selv om der er en del point og pladser imellem os, så er det altid en særlig kamp, som man vil gøre alt for at vinde. Det er efterhånden et stykke tid siden sejren i de opgør er gået til os, så vi går benhårdt efter de tre point - dem trænger vi til, siger Mikkel Thygesen til Brøndbys hjemmeside.
Brøndby ligger nummer 10 i Superligaen og er 21 point efter FCK på førstepladsen. Der er altså milevidt mellem de to mandskaber i øjeblikket. Og kampen er ikke bare vigtig for Brøndby på grund af rivaliseringen med FCK - også point til bundstriden vil være kærkomment.
- Det er en meget vigtig kamp for os på søndag, ingen tvivl om det. Alle kampe er vigtige, når vi ikke har flere point, end vi har pt., men der er så lige det ekstra krydderi, at det er FCK, vi møder, siger Thygesen.
Begge gange de to klubber har mødt hinanden i denne sæson har været på Brøndby Stadion. I september tabte hjemmeholdet 2-1 i Superligaen, og i oktober blev til et 3-0 nederlag i DBU Pokalen.