Tidligere Horsens-målmand vender hjem til USA
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Tidligere Horsens-målmand vender hjem til USA

Steve Clark forlod AC Horsens ved kontraktudløb denne sommer, og nu har målmanden fundet sin nye klub. Han skifter til DC United i MLS.

11 spillere har denne sommer forladt AC Horsens, og en af dem er Steve Clark, der kun nåede et halvt år i klubben. Hans kontrakt udløb, efter han ellers var førstevalg gennem foråret, men nu er halvanden måned som arbejdsløs slut for den amerikanske målmand.

Clark fortsætter således karrieren i USA's hovedstad, Washington, hvor DC United har givet den nu forhenværende Superliga-keeper en kontrakt. Clark har tidligere optrådt for Columbus Crew og spillet 100 MLS-kampe.

Før det var den nu 31-årige målmand tre år i norsk fodbold hos Hønefoss, hvoraf klubben spillede to sæsoner i den bedste række. Hos DC United noterer man sig også Clarks erfaring fra ind- og udland.

- Steve er en erfaren målmand med både MLS- og international erfaring. Hans statistik i Major League Soccer er imponerende, og vi er glade for at tilføje endnu en kvalitetsspiller til holdet og forbedre vores bredde på målmandsposten, siger general manager Dave Kasper til klubbens hjemmeside.

Den imponerende statistik, han taler om, omfatter blandt andet 22 clean sheets i de 100 MLS-kampe. Derudover missede Clark blot to opgør i sine tre år i Columbus. 

Som det formentlig er de fleste af tipsbladet.dk's læsere bekendt, har AC Horsens erstattet Clark med finske Jesse Joronen. Han har fået en pæn del ros for sin første tid i Superligaen.