Tilbageblik: Dengang Brøndby scorede syv i Aarhus

På søndag tager AGF imod Brøndby IF i en kamp, der er næsten identisk med 0-7-nederlaget i fjor. Det er en søndag, det er sjette spillerunde, det er i Aarhus, og kampen falder én dag før årsdagen for sidste års kamp. 

Den lejlighed benytter vi til at se tilbage på den for AGF ydmygende og for Brøndby surrealistiske dag. Følgende artikel udkom op til AGF's besøg i Brøndby et par måneder senere.

Bragt i Tipsbladet fredag 21. oktober 2016:

Der er aldrig nogen Superliga-hold, der har tabt med mere end syv mål, og indtil 21. august var det 11 år siden sidst. AGF's hjemmebanenedsmeltning mod Brøndby var på alle måder historisk, men der er ikke rigtig nogen, der kan forklare, hvorfor århusianerne tabte 0-7 på eget græs til den modstander, de allernødigst vil tabe til.

Forud for kampen brugte medier og fans megen krudt på at fortælle, hvorfor der var tale om et af de største og mest traditionsrige opgør i dansk fodbold. I Tipsbladet bragte vi selv et interview med Peter Graulund, der har været med i opgøret 18 gange og scoret syv mål. Men al snak om fortidens storhed og rivaliseringen i 80'erne og 90'erne gled i baggrunden efter det mest markante resultat i Superligaen i årevis.

På søndag mødes de to hold igen, denne gang på Brøndby Stadion, og i den anledning ser Tipsbladet tilbage på den historiske søndag i august og frem mod AGF's chance for revanche.

Vi gennemgår dagen før, under og efter kampen fra tre forskellige perspektiver: Jan Schouby, der er chefredaktør på Århus Stiftstidende, Jan Jensen, der er formand for AGF Fanclub, og Frederik Rønnow, der spillede alle 90 minutter i Brøndbys mål.

FØR KAMPEN:

Jan Schouby:
- Folk var godt klar over, at der var lang vej op til FCK, men nu var der måske et hold, der så småt kunne begynde at måle sig med nogle af de lidt bedre hold i rækken, og dertil hørte Brøndby jo. De havde for forholdsvis kort siden fået ny træner, og det var egentlig gået acceptabelt for AGF i ligaen [to sejre, to uafgjorte og ét nederlag], så nu skulle de have en chance for at måle sig med dem.

- Jeg kan love dig for, at der var en tro på, at man kunne drille Brøndby. Det kan man også se på antallet af tilskuere [13.658]. Folk troede virkelig på, at det her skulle nok gå hen og lykkes.

Frederik Rønnow:
- Vi spillede på et tidspunkt, hvor vi virkelig havde medvind og scorede en masse mål. Vi havde stor tro på tingene og har det selvfølgelig stadig, men det var en periode, hvor vi følte, at alt lykkedes for os, så vi havde stor tro på, at vi kunne lave et resultat. Men jeg tror ikke, der var nogen, der havde forestillet sig, at den skulle hedde 7-0.

Jan Jensen:
- Kampen var klokken 16, og omkring klokken 14 mødtes vi en gruppe AGF-fans foran 7Eleven på Frederiks Allé halvanden kilometer fra stadion. Vi skulle marchere derud sammen, men mange var forvirrede.

- De havde hørt om bombetruslen mod stadion [som nogen havde indsendt, men som blev afblæst 14.30], og de var usikre på, hvornår - og om - stadion ville åbne dørene."

- Ingen vidste op og ned. Men vi kom af sted til den planlagte tid omkring klokken 14. Vi var omkring 150, måske 200, så det var en lille march i forhold til, hvad vi måske tidligere har været."

- Det forløb nogenlunde stille og roligt. Det var bare hyggeligt. Vi kom så ud til stadion, og så valgte en af de busser, der kom med Brøndby-tilhængere, at stoppe lige foran vores march og sætte folk af. Der var så nogle Brøndby-tilhængere, der løb ud og slog på nogle folk. Der havde ikke været nogen deciderede provokationer eller noget. Men de valgte at slå på to personer, inden der kom noget politi og nogle kontrollører og fik de der hoveder væk.

- Det gav os endnu mere tryk på hadet. Det var jo en totalt hjernedød handling. Jeg har aldrig oplevet noget lignende til en fodboldkamp.

- Ellers mødtes jeg lige inden kampen med dem, jeg kender, og fik en snak om dagens kamp. Jeg tror altid på, at AGF vinder, uanset hvem de møder. Så kan det godt ske, jeg er en naiv AGF-fan, det er der ikke noget nyt i, men jeg havde selvfølgelig forventet at få et andet resultat end at tabe 7-0.

- Der er ikke noget opgør, der vækker flere følelser end mod Brøndby. Min generation - jeg er 40 - husker kampene tilbage i 90'erne og historien fra 80'erne, hvordan der kun var to hold i Danmark, der reelt kunne spille fodbold. Den kultur er jo bare kørt videre.

UNDER KAMPEN:
AGF var fint med i kampens første kvarter, hvor ingen af holdene viste ret meget. Men så skiftede opgøret karakter. Dzhamaldin Khodzhaniiazov blev udvist, og ni minutter senere fumlede Steffen Rasmussen et langskud ud i fødderne på Kamil Wilczek, der scorede til 1-0. Niklas Backman lavede selvmål til 2-0, og i de fem minutter op til pausen scorede først Andrew Hjulsager og siden Hany Mukhtar to smukke mål til pauseføring 4-0

Jan Schouby:
- Der gik sgu ikke ret lang tid, efter de var kommet på 1-0, før jeg tænkte: "Det her går kraftedeme galt." Jeg indrømmer blankt, at jeg havde ikke fantasi til at forestille mig, at det ville gå så galt.

Frederik Rønnow:
- Vi havde to spillere, som sparkede den op i hjørnet to gange inden for kort tid, og så følte man, at det var en af de dage.

- Da vi kom ind til pause, ville jeg gerne have mit clean sheet, og nogle andre var meget på: "Nu skal vi ikke blive lullet i søvn, fordi vi er foran 4-0." Og så sagde coach Zorniger, at ét er at sige de ting, men nu skulle vi også ud at vise, at vi ville have det clean sheet, og vi ville score flere mål. Det var det mindset, vi skulle have i stedet for at læne os tilbage. Jeg tror, han havde en god indflydelse på, at folk var villige til at... Det var en reminder om, at nu skulle man også ud og levere en god indsats i anden halvleg.

Som sagt, så gjort. Et kvarter inde i anden halvleg scorede Teemu Pukki til 6-0, og da begyndte masseudvandringen fra tilskuerpladserne.

Jan Schouby:
- Det var selvfølgelig i skuffelse over, at de var bagud, men det var, som jeg vurderede det, mindst lige så meget i skuffelse over, at spillerne ikke bare spillede ringe, men de var katastrofale. De slog op i banen.

- Det århusianske publikum er edermame blevet budt meget i løbet af de seneste 20 år, og derfor er det også lidt hærdet og kan godt acceptere et nederlag. Men det, de ikke kan acceptere, er, at holdet fuldstændig holder op med at kæmpe for det, de ser som deres klub. Der var intet den dag. Jeg vil faktisk sige, at " Duncan" leverede en hæderlig præstation. Det var mere, end man kunne sige om mange af de andre.

- Jeg overvejede aldrig at kvitte kampen. Jeg ser det selvfølgelig også med lidt andre øjne. Jeg ser det ikke kun som fodboldfan, jeg ser det også, fordi jeg ved, at jeg kort efter risikerer at skulle udtale mig om det, og så kan jeg ikke bare sige: "Nu gider jeg sgu ikke se mere af det lort her. Nu går jeg." Men jeg vil sige det på den måde, at jeg kan da godt forstå dem, der gik, og dem, der følte: "Nej, der er grænser for, hvor meget til grin jeg vil være på min egen bane".

Jan Jensen:
- Jeg stod på tribunen og råbte og skreg som en sindssyg, til det ikke gav mening længere den dag. Så stod man og kiggede og tænkte: "Hvad laver jeg her?"

- Jo flere mål der røg ind i kassen, jo længere kom volumen-knappen ned. På et tidspunkt kiggede jeg bare på stadionuret og tænkte: "20 minutter igen. Puha, det var lang tid." Der var nogle, der valgte at gå hjem, og dem har jeg også fuld forståelse for. Det var da noget af det mest forfærdelige at kigge på og betale penge for.

- Det er yderst sjældent, jeg går før tid. Hvis jeg gør det, er det kun, fordi jeg har noget andet, jeg skal. Men jeg blev og håbede på, at jeg aldrig skal se sådan en ydmygelse igen.

Frederik Rønnow:
- Jeg ved ikke, om jeg havde ondt af nogen. Det er jo aldrig en fed situation, og når man selv har været i den og prøvet det, specielt som målmand, er det aldrig sjovt.

- Jeg lagde også mærke til reaktionerne fra fansene [buh-råb], som jeg syntes var fuldstændig respektløst over for en mand, der har været i klubben og præsteret på det niveau, som Staff [Steffen Rasmussen] har. Jeg syntes, det var helt ude i hampen, og på den måde havde jeg sympati for Staff. Jeg kender Staff og har været på nogle ture [kombineret U/ 21-og ligalandsholdstur] med ham. Den situation kan man godt sætte sig ind i.

EFTER KAMPEN:
Jan Jensen:
- Efter kampen gik jeg lidt rundt om mig selv ude foran i vores fanområde. Vi var tre-fire stykker, og vi vidste ikke engang, hvad vi skulle sige til hinanden. Vi gik bare lidt hvileløst rundt.

- Vi gik og kiggede ud i luften og tænkte: "Hvordan skal man nu lige få overstået mandagen for hånlige kommentarer?" Jeg kender selvfølgelig også nogle Brøndby-tilhængere, de var også nogenlunde fornuftige på Facebook om aftenen og dagen efter. Det kan godt være, de fik medlidenhed med os AGF-tilhængere. Men der var selvfølgelig også nogle Brøndby-folk, der gav den fuld skrue og gjorde opmærksom på det. Det havde jeg sgu nok også selv gjort, hvis vi havde vundet 7-0 over Brøndby. Det er en del af gamet. Man må både give og tage.

- Det er ikke det værste nederlag, jeg har oplevet, men det er i hvert fald i top 3. At tabe pokalfinalen, når man var så tæt på at komme i mål, var værre. Eller tabe en nedrykningskamp. Det var også markant værre end at tabte 7-0, fordi det var i bund og grund bare tre point.

Jan Schouby:
- Jeg så kampen med min søn. Han er 15. Han har spillet i AGF i tre år, og han var pænt rystet, skal jeg love for. Prøv at forestille dig i sidste sæson at holde med AGF og Manchester United. Hvordan tror du, han har haft det?

- Det var da en ydmygelse for dem, og det var ikke rart, at de måtte ud at sige undskyld og give øl. Det har da gjort ondt på dem, det er fandeme ikke det, de vil. Og de troede også selv, at de var på rette vej. Så må man bare ikke tabe 7-0.

- Jeg kan ikke huske, at de på den måde har sagt undskyld før. Det er også en engangsforestilling, for hvad nu, hvis de taber 7-0 igen på søndag? Hvad gør de så? På den anden side: De forsøgte virkelig at lægge sig fladt ned og sige: "Undskyld, vi har dummet os." Det plejer folk sgu at have respekt for, når man gør.

Frederik Rønnow:
- For os var det - på en helt anden måde - surrealistisk, end det var for AGF-spillerne. Det var der ikke rigtig nogen af os, der havde været med til før. Vi har jo slået hold fra Island 6-0, og sidste år vandt vi 9-0 [over Juvenes/ Dogana fra San Marino], men det her var en modstander, som normalt giver tætte og intense opgør.

- Der var selvfølgelig god stemning i bussen hjem, men man sad lidt med følelsen af: Hvad fanden er det lige, der er sket?

- Det var mod et hold, hvor man vidste, at det ville blive svært. Lige pludselig gik alt vores vej og det modsatte med AGF, så det var overraskende på et eller andet plan. Vi vidste heller ikke helt, hvor det kom fra. Men det kendetegnede meget den periode, som vi var inde i. Det var ekstraordinært, og det var noget, som man ikke havde set i lang tid i Superligaen med to på papiret så gode modstandere.

- Det er det vildeste resultat, jeg har været med til, i hvert fald i positiv forstand. Jeg har også nogle gange været vidne til den omvendte, hvor man har mødt rigtig gode hold.

- Man husker selv som ung, da man så fodbold, og der skete et eller andet ekstraordinært. Der var en Brøndby-FCK-kamp, hvor Brøndby vandt 5-0, og det var noget, der blev skrevet ind i historien. Det her var også en af de kampe, som man kan tænke tilbage på. Husker man, dengang Brøndby vandt 7-0 i Århus?